At vælge en vielsesring handler ikke blot om at vælge et smukt smykke. Ringene er et symbol på jeres kærlighed til hinanden, og de vil sidde på jeres fingre i en menneskealder både i medgang og i modgang. Så når I vælger vielsesringe, er det vigtigt at I vælger én ring, som I vil elske hver dag – lige som da I valgte hinanden. Læs her om hvilke overvejelser I skal gøre jer, når I vælger ringe.
Tænk jer godt om
Da dette formentlig vil være nogle af de vigtigste smykker, I nogensinde køber, er det vigtigt at I bruger god tid på at afklare jeres ønsker og behov. Inden I går ind til juveleren, bør I stille jer selv nogle spørgsmål og måske søge inspiration i magasiner og på diverse medier – hvad er jeres stil som par? Skal ringene være enkle og elegante? Hvilken farve guld kan I lide? Skal ringene overhovedet matche hinanden, eller vil I lade jeres unikke personligheder afspejle vielsesringene? I kan samtidig overveje om I ønsker at gemme små romantiske budskaber i graveringen.
Når I har samlet tankerne på jeres fælles tegnebræt, og fået en grundlæggende idé om, hvad I gerne vil have, er det tid til den sjove del: at besøge juveleren, hvis job er at omdanne jeres tanker og drømme til virkelighed. Sørg for at I begynder at kigge på ringe mindst to til tre måneder før brylluppet. Det tager tid at finde den rigtige vielsesringring.
Tænk praktisk
Man bærer sine vielsesringe i alle døgnets vågne timer, og derfor skal den være både smuk til fest og praktisk på jeres respektive arbejdsplads. Det er super ærgerligt at købe et sæt ringe, som den ene af jer er nødt til at tage af hele tiden for enten at beskytte den, eller fordi den er generende i dagligdagen. Så gør jer selv den tjeneste at vælge ringe efter jeres livsstil og kommende drømme for fremtiden. Rent praktisk, så bør I overveje hvordan jeres liv udformer sig i hverdagen - dyrker I meget sport eller spiller et musikinstrument, så er en slank ring med afrundede kanter (kaldet comfort fit) en god idé, mens en simpel, solid ring uden ædelsten og udskæringer er velegnet til jer, der arbejder meget med hænderne. Ligesom at I har forskellige behov der skal mødes, så har ringe også forskellige behov for pleje og vedligeholdelse, så find det rigtige match af en ring, hvor både dine og ringens behov går hånd i hånd.
Designet er også vigtigt at overveje nøje, da I skal også kunne lide jeres ringe om 20 år. Ringene skal følge jeres lange ægteskab og de oplevelser i måtte få sammen på arbejde, til fester, på ferier osv., så vælg en ring, I kan se jer selv have på i rigtig mange år.
Vielsesringe i guld, hvidguld, rosaguld eller platin?
En del af overvejelserne bør også være, om det er vigtigt for jer som par at have den samme farve ædelmetal i vielsesringene. Vielsesringe er traditionelt ens, men ligesom at parterne i et lykkeligt ægteskab kan være forskellige ligeledes kan et lykkeligt ringkøb være af for eksempel guld og hvidguld. Ringenes smukke symbolik betyder stadig det samme uanset om ædelmetallet matcher.