Giv den gas med blomster

Mange ser det som en selvfølge og en smuk tradition, at de skal bære en smuk brudebuket op ad altergangen. Men i 2015 og 2016 tager man skridtet videre og dekorerer med blomster både højt og lavt. Læs mere om, hvordan netop du kan gøre dit bryllup til en blomstrende drøm.

Tekst: Anna Storm  Foto: Shutterstock

BRUDEBUKET
En af brudens ’must haves’ er brudebuketten. Der findes uendeligt mange smukke kreationer og valgmuligheder, når det gælder farve, tema og udformning. I 2015 og 2016 bliver trenden, at brudebuketten mere og mere skal ligne en blomstrende sommer-eng. Mange gemmer brudebuketten i flere år efter vielsen ved at tørre den, andre kaster den over skulderen til den næste kommende brud. Uanset hvilken tradition, I vælger, så bidrager brudebuketten til en eventyrlig oplevelse.

HÅR
Om foråret og sommeren er det utrolig smukt med blomster i håret. Sæt enkelte stilke fast i din opsatte frisure eller bliv romantisk smuk med en krans på hovedet. Blomsterne må gerne følge brylluppets farvetema, og du kan enten bære ægte blomster eller flotte stof-varianter.

KNAPHULSBUKET
Det giver en smuk visuel sammenhæng, hvis brudgommen fæstner en blomst i sit knaphul i samme nuancer og materialer som brudens buket eller blomsterkrans. Har brylluppet et farvetema, så følg også gerne det her.

KIRKE
Det giver en dejlig smuk og frisk effekt at dekorere kirken med blomster. Placer vaser med blomster langs altergangen og fremme ved alteret. Måske kan du også strø rosenblade langs gangen? Ud over skønhed bidrager blomsterne også med en sommerlig og skøn duft.

FESTLOKALER
Det bliver en meget hot tendens at invitere naturen indenfor til bryllupsfesten i 2015 og 2016. Tænk ’havebryllup’ og få dit festlokale til at blomstre og dufte som en have i sommerens fulde flor. Hvis festen finder sted udenfor, er det en god ide at lyse træer og buske op og gøre dem til en del af festlokalet. Less is more er ikke et princip, der gælder her, giv den gas med blomster!

BRYLLUPSKAGEN
Det hører også brylluppet til at dekorere kagen med blomster. I dag kan de fleste bagere og konditorer lave enestående blomster i sukkerpasta eller marcipan. Vil du have ægte blomster på kagen, er det helt sikkert et smukt og indbydende valg – men vær omhyggelig med kun at vælge spiselige blomster.

blomster-006