
Intet bryllup uden gaver! Traditionen med gaver går langt tilbage i tiden. Morgengave til bruden – og stadig oftere også til brudgommen - er en væsentlig del af traditionen. Ligeså er gaver fra gæsterne til brudeparret. Gaver fra brudeparret til gæsterne er derimod en ny trend, som gør sig mere og mere gældende.
Tekst: Monica Öjeling Foto: Shutterstock
Juridisk set defineres en gave som ’en vederlagsfri formuefordel på givers bekostning’. Så formelt er dét at give gaver ved et bryllup dog ikke i vore dage. Tidligere havde gavegivning dog en mere juridisk betydning.
Medgift
Oprindeligt var det bruden som først og fremmest blev tilgodeset med gaver, både fra slægt og venner – og fra sin gom. Særligt stærkt stod brudegaven i form af en medgift fra brudens eget hjem. Dette var en formue som forældrene eller slægten til kvinden overlod til hende, når hun giftede sig.
Økonomisk sikkerhed
Helt tilbage fra senmiddelalderen har bruden fået en gave fra brudgommen morgenen efter brylluppet, i tillæg til gaverne fra gæsterne. Morgengaven til bruden var oprindelig en skik som gik ud på at sikre bruden økonomisk i tilfælde af, at gommen skulle dø tidligt. Brudgommen gav bruden noget værdifuldt, gerne smykker, så hun havde noget, der kun var hendes og som kunne give hende økonomisk sikkerhed.
Det har også gennem tiderne været en tradition for bruden at give brudgommen gaver i form af f.eks. vanter, skjorter eller lignende. Noget hun helst selv skulle have lavet. Disse gaver havde ingen økonomisk betydning, men det var vigtigt for bruden at vise, at hun kunne lave noget med hænderne – og at hun var forberedt på ægteskab.
Udstyr til hjemmet
Herefter blev gaver givet ud fra hvad brudeparret behøvede for at etablere et hjem. Før i tiden boede de fleste hjemme hos deres forældre til de blev gift – og som regel var de langt yngre, når de blev gift end det vi ser i dag. De gifteklare havde ikke noget udstyr til egen bolig, så dét de fik til brylluppet var nyttigt. Service og køkkenudstyr var således helt nødvendige gaver for brudeparret og bidrag som ovn og køleskab blev der sat stor pris på. I dag har de fleste forberedt sig godt og længe på livet som mand og kone og har været samboende i flere år. Mange har derfor allerede samlet de vigtigste ting. På ønskelisterne til vore dages bryllupper finder man i stedet mere luksusprægede gaver af de ting, parret allerede har, eller ønsker om pengegaver som bidrag til f.eks. bryllupsrejsen.
Omvendt gavegivning
Mens det traditionelt har været sådan, at gæsterne har givet brudeparret gaver, er der også dukket en ny trend op, nemlig at brudeparret giver gæsterne en lille gave som tak for at de ville dele dagen med dem. Dette skal ikke være kostbare ting, men bare en lille opmærksomhed fra brudeparret, gerne med et festligt twist, for at vise, at de sætter pris på deres gæster.

