gaster

Placer jeres gæster rigtigt

Det er næsten en videnskab at placere sin familie, venner og hædersgæster rigtigt. Der findes naturligvis regler for gæsternes placering, men det vigtigste er at placere hver enkelt der, hvor han/hun passer bedst.

Tekst Jeanette Henriksson 

Foto oliveromg/shutterstock.com

Det er helt naturligt, at I vil have den perfekte bryllupsmiddag og bryllupsfest. Og naturligvis vil I gerne have, at alle jeres bryllupsgæster skal hygge sig og nyde den gode mad, dejlige vin, smukke taler og selskabet på jeres store dag. I vil gerne have, at jeres gæster skal huske brylluppet som en glædelig begivenhed. I vil gerne have, de skal hygge sig hele dagen og aftenen. Men for at kunne give jeres gæster den oplevelse, er der et par ting, I kan gøre.

Det er vigtigt at have i baghovedet, at mange af jeres bryllupsgæster ikke kender hinanden. Lige børn leger bedst, siges det. Men er det virkelig altid sådan, man skal tænke? Nej, ikke når det kommer til bryllupsfesten. Her kan det være godt at blande folk lidt og placere farverige personligheder sammen med de lidt mere stille. Hvis alle, der ligner hinanden af temperament og humor, bliver placeret i nærheden af hinanden, kan det hurtigt blive for meget af det gode – eller stille ved den del af bordet.

Faste pladser?
Det er ikke alle brudepar, der vælger at have et såkaldt højbord, men de fleste gør det. Følger man traditionerne, skal brudeparret og nogle af gæsterne placeres på følgende måde:

Brudeparret sidder i midten af højbordet. Bruden sidder til højre for brudgommen. Bruden har ofte sin egen far på sin højre side, efterfulgt af gommens mor. På brudgommens venstre side sidder brudens mor, der på den anden side har brudgommens far ved sin side. Derefter et det normalt at sætte en nær kvindelig slægtning til bruden – eksempelvis brudens søster – ved siden af ham.

Eftersom meget har ændret sig gennem tiden, og mange familier har andre familiekonstellationer, kan det af og til være svært at få en traditionel bordplan til at gå op. Det kan være, at I som brudepar har forældre, der er blevet skilt, og dermed flere ’forældre’ at tage med i ligningen. Det gælder om at lave den bordplan og den løsning, der passer bedst til jer. Noget forenklet kan man sige: Jo tættere i slægten, jo tættere på brudeparret. Men I bestemmer, og blod er ikke altid tykkest.

Tænk på alle
Det bedste er at blande alle gæsterne og for guds skyld ikke sætte alle ’fest-øglerne’ ved samme bord. De kan let ’trigge’ hinanden og overtage hele brylluppet. Ældre gæster er det bedre at sætte sammen med nogen, de kender og godt kan lide. Der er ikke noget problem med at placere dem sammen med gæster i samme alder, da de ofte har meget at tale om. Det er sjældent en succes at placere farmor ved siden af dine barndomsveninder. Sæt også gerne jeres single venner ved siden af hinanden.

Hvis I vælger at have små gæster med til brylluppet, er det en god ide at lave et separat børnebord. Der vil det også være en fordel at servere en menu tilpasset til børn. Sørg for, at de har nogle voksne – helst børnenes forældre – i nærheden, som kan træde til, hvis de små har brug for hjælp.

Lyt til jeres hjerter og stol på jeres mavefornemmelse. Tænk lidt over det, så ved I præcis, hvem der fungerer sammen og har glæde af hinandens selskab, og hvem, der ikke bør placeres i nærheden af hinanden. En god stemning under bryllupsmiddagen kan gøre dagen endnu mere magisk. Held og lykke. •


Hold styr på os