Vores bryllup: Sara og Hans-Kristian
“Jeg havde lyst til noget, der kun var for os. Noget hvor vi dyrkede os som par og ikke kun os som familie.”
Tekst: Sara Jakobsen Rützou | Foto: Olivia Lionel fra Fireflow Weddings
Efter ni år sammen og to børn kunne jeg mærke en lyst til at blive gift med min kæreste Hans. Nu havde vores liv de sidste fire år været dedikeret til småbørnsfamilie-kaosset med graviditet, barsel med søvnløse nætter og uendelige amninger og så runde 2 med mere af det samme plus en tumling og en pandemi oveni. Jeg havde lyst til noget, der kun var for os.
Noget hvor vi dyrkede os som par og ikke kun os som familie.
Jeg husker præcis tidspunktet, hvor jeg besluttede mig for, at jeg ville fri. Vi stod og gyngede et barn hver i en gård på Vesterbro. Det var den 23. november og det klassiske danske novembervejr, gråt og småregnende. Jeg tog i smug et billede af ham.
Frieriet
Jeg havde allerede planlagt en julekalender med billeder fra vores liv sammen. Det første var fra april 2013 af en storsmilende mig med en hel flaske tequila fra dagen, hvor vi kyssede første gang. Der var billeder fra rejser før børn, fra koncerter, scanningsbilleder, babysvømning, fester og fødsler. Jeg havde skrevet dato, sted og hvad billedet forestillede på dem alle. Det sidste billede skulle være det fra den novemberdag med teksten ”23. november 2021, Nannas gård. Den dag jeg besluttede mig for at stille dig et vigtigt spørgsmål”. Han sagde først et rungende ja og bagefter grinende “du nåede det lige inden mig”. Han havde nemlig planlagt at fri en uge senere på min fødselsdag. Vi var simpelthen enige om, at det snart var tid til bryllup.
Planlægningen
Vores første udfordring var ganske grundlæggende: Vi havde faktisk ikke selv lyst til at planlægge brylluppet. Vi så derfor på steder med pakkeløsninger for det virkede som det oplagte valg. Samtidig ville vi jo egentlig gerne have et bryllup, der var vores. Altså i vores egen lidt fjollede stil. Men hvordan holder man et personligt bryllup, når man ikke selv vil planlægge det? Man får en bryllupsplanlægger, og vi fandt et perfekt match i Andrea Cecilie. Hun forstod os som par, hvad vi gik op i og hvad vi ikke gjorde. Vi lavede et moodboard og en blandet liste af ting, vi kan lide: Fadøl, italiensk mad, ølejr med folkemusik, god vin, taler, live musik, dans, tid til samtaler.
Andrea planlagde et bryllup i vores ånd. Vi sagde stikord som ‘efterårsblomster’, ‘band alle aldre kan danse til’ og ‘simpel pynt, måske lyskæder’ og gav så slip på planlægningen. Vi stod kun selv for invitationer, bordplan og tøj. Invitationerne blev hjemmesiden topnicebryllup.dk som min mand selv kodede. Der er en party-knap, som spiller festmusik og der flyver emojis rundt, hvis man trykker på den.
Ceremonien med den sure datter og leoparden
Endelig kom bryllupsdagen d. 8. oktober. Aftenen inden havde vi spist burgere og drukket guinness på Kennedys, en irske pub hvor vi havde vores første date. Vi skulle vies i Eliaskirken på Vesterbro Torv, tæt på vores lejlighed, på torvet hvor vi som nyforelskede spiste brunch i weekenden og ved siden af legepladsen, hvor vi nu brugte vores weekender. Jeg var iklædt en brudekjole med hvide pailletter fra top til tå og min mand i et mørkeblåt jakkesæt. Vi gik ind i kirken samlet som familie. Johannes, vores søn på fire, havde forud for brylluppet sagt, at han ville være en leopard. Det fik han selvfølgelig lov til. Vores datter på to sad på mit skød under halvdelen af ceremonien og skulede ondt på gæsterne. Det var sjovt og perfekt.
Lige noget for os
Festen blev holdt i Tempelriddersalen i København. En duo spillede irsk folkemusik under receptionen, mens vi drak kaffe fra en kaffevogn i gården og spiste favoritflødebollerne fra Summerbird. Musikken mindede os om de ølejre, vi tager på hver år. Det var lige noget for os. Det samme var de kolde økologiske fadøl, pizzaerne lavet i gården, selfie-maskinen i hjørnet hvor folk fik taget over 200(!) sjove billeder, middagen ved langbordene med fade af italiensk mad og til sidst det gode band og dansen.
Vi havde frabedt os gaver, hvilket folk var søde at respektere. Vi har alt, vi ønsker os, som vi havde skrevet på hjemmesiden. Gæsterne havde i stedet slået sig sammen og inviteret en dragqueen til at komme og optræde, hvilket var kæmpe festligt.
Talerne
Jeg havde personligt glædet mig virkelig meget til talerne! Jeg er uddannet retoriker, arbejder som foredragsholder og var ved at starte som taleskriver af bryllupstaler. Det er altså ingen hemmelighed, at jeg simpelthen elsker taler. Jeg synes, der er noget helt særligt i at sætte ord på kærligheden i taleform.
Først holdte min far en tale, hvor han fortalte en historie om, hvordan jeg som fireårig sad vågen i et fly hjem fra USA midt om natten. Min far sagde, jeg skulle sove, men jeg skulle først lege-amme min dukke og putte hende. Han sagde, at fra det øjeblik vidste han, at jeg ville blive en god mor. Den tale vil jeg aldrig glemme.
Det samme med talen fra Hans, fra min svigerfar, min lillebror, min bedste veninde gennem 25 år, mine tre veninder fra gymnasiet og min mands gode ven. De var fantastiske hver og en. Personlige, sjove og kærlige. Hans siger om min tale, at det, foruden vores to børn, er den bedste gave, han nogensinde har fået.
Da vi gik på vores ømme fødder fra Tempelriddersalen til vores hotel kl. 03 om natten, var vi høje på lykke. Sikke et bryllup, sikke en fest, sikke en fejring af vores kærlighed og sikke en fantastisk start på ægteskabet.
Kort sagt:
Hvem friede? Det gjorde Sara.
Vielsessted? Eliaskirken på Vesterbro Torv i København.
Feststed? Tempelriddersalen.
Brudens kjole? Asos
Brudgommens tøj? Troelstrup
Ringe? Ingen vielseringe
Maden? Til receptionen fik vi pizzaslices fra Rebel street food vogn samt leckerbaer småkager, summerbird flødeboller og kaffe fra kaffevogn. Til middagen fik vi family style middag fra Puglisi.
Fotograf? Olivia Lionel fra Fireflow Weddings
Læs mere
Vores bryllup: Stephanie & Kristoffer
På et varmt dansegulv, på en kold bjergtop, startede vores kærlighedshistorie.
Vores bryllup: Julie & Thomas
Vi holdt vores bryllup i København med en ceremoni og fest, der blandede vores yndlings danske og amerikanske traditioner.
Vores bryllup: Sue-Ann & Benjamin
Det var meget vigtigt for os, at det var en professionel fotograf, der skulle forevige vores dag. Vi er så…
Vores bryllup: Isabel & Bård
Brudeparret, som begge er arkitekter, valgte et meget unikt sted til både ceremonien og festen: En gammel slotsborg, der ligger…
Vores bryllup: Emily & Aaron
Aaron fra Irland og Emily fra USA valgte København til deres diskrete bryllup.
Vores bryllup: Malthe & Anette
"Jeg havde glemt alt hvad vi havde øvet i kirken og lod mig bare rive med. Det gav det hele…
Vores bryllup: Sara og Hans-Kristian
"Jeg havde lyst til noget, der kun var for os. Noget hvor vi dyrkede os som par og ikke kun…
Lisa og Jespers vinterbryllup
Vi ønskede et december bryllup med noter af jul uden at det skulle blive en julefrokost. Og vi har ikke…
Vores bryllup
Er du lige blevet gift? Vi vil meget gerne høre om jeres bryllup og dele jeres tips og råd til…
Vores bryllup: Christina & Mathias
Læs om Christina og Mathias' magiske DIY-bryllup og rustikke bryllupsfest på Ølstedgaard’s Festlokaler i Løsning.
Vores bryllup: Tanja & Nicolai
"Nicolai har altid givet udtryk for, at et frieri var af stor betydning. Derfor gjorde det mig så lykkelig, da…
Vores bryllup: Caroline & Kasper
"Vi kunne ikke tage øjnene fra hinanden, aldrig har vi set så godt ud og følt os så godt tilpas."
Vinderne af drømmebryllup på Hotel OPUS
Endelig kunne vi overraske vinderne af Bryllupsfesten på Hotel OPUS i Horsens.
Vores bryllup: Louise & David
Louise har altid drømt om et rigtigt kirkebryllup! Lang hvid kjole, en stor og flot brudebuket, med en stor og…
Vores bryllup: Jesper & Alexandra
Vores bryllup var meget internationalt. Vi var i alt 13 forskellige nationaliteter, og vi havde derfor printet selve den ”officielle”…
Vores bryllup: Yrsa & Fredrik
Efter et smukt frieri i Hyde Park svævede parret Yrsa og Fredrik på lyserøde skyer hele dagen, og deres weekend…