Bryllupsrejsen til den eventyrlystne

’There’s more to see than can ever be seen, more to do than can ever be done.’ Verset fra ’Løvernes konge’s mest populære sang sætter virkelig ord på denne rejse. Afrika. Tanzania. Verdensdelen/landet hvor der er så meget at opleve, at det føles, som om man kan bruge hele livet der uden at opleve bare halvdelen. Samtidig med at det føles som at komme hjem, som om alt er så naturligt på en måde. Er I ude efter en spektakulær bryllupsrejse, som I vil mindes resten af livet, er den her artikel til jer.

Tekst: Anna Storm  Foto: Anna Storm

Afrika er virkelig vejen til liv
Det kan mærkes på menneskenes måde at være i et med naturen, på deres måde at løbe barfodede rundt på brændende asfalt eller på stier fulde af grus og hårde rødder. Det mærkes på dyrene, på deres måde at bevæge sig lydløst over savannen. Det mærkes på himlen, som hver nat synes at tindre over en sø af skinnende stjerner. Og det fornemmes på sproget. Her er ingen tilfældig navngivning. Nej, en gnu hedder en gnu, eftersom det er sådan, dyret lyder, når det kommunikerer med andre. Træerne hedder sausage trees, fordi frugterne ser ud som pølser. Byer hedder navne som ’Myggenes flod’, fordi rismarkerne i byen kræver masser af vand, og hvert år lokker millioner af myg til. Her har alt en mening, en betydning, en forklaring.

At rejse til Tanzania på bryllupsrejse er en rejse uden lige. Fuld af spektakulære oplevelser, eventyr og magiske øjeblikke. Alt sammen noget I vil have glæde af og mindes resten af livet. Jeg besøgte landet for at finde ud af, om det virkelig var så fantastisk, som alle siger. Og hvad syntes jeg så? Jeg elskede det. Elskede at blive forført hvert femte minut og føle en sådan respekt for landet, for menneskerne og for dyrene. Respekt blandet med forundring. Undren over, hvor forskelligt forskellige steder ser ud på vores klode. Både kulturelt, økonomisk, menneskeligt - og ikke mindst i naturen, hos dyrene, i havet og maden.

Jeg kunne skrive en lang roman om denne rejse, men jeg vil prøve at fatte mig i korthed og dele mine oplevelser lidt op i mindre bidder; jeg vil fortælle om de nationalparker, vi besøgte, hvad vi lavede og ikke mindst, hvad vi så.

Lake Manyara
Efter en rejsetid på hen ved 20 timer landede vi i Kilimanjaro Airport sent om aftenen. Efter transfer og en nats tiltrængt søvn på hotellet i Arusha stod vi op tidligt om morgenen for at møde en fyr, der skulle være vores guide under hele safarien. Og så begyndte vores rejse mod den første nationalpark; Lake Manyara.

Vel fremme i parken føltes det som at være midt i Jurassic Park. Høje bjerge dekoreret med sneklædte træer, snoede veje og en fugtig hede. Jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis en T-rex, Triceratops eller King Kong var dukket op. Hele landskabet åndede af mystik. Og selv om vi hverken stødte på King Kong eller en Triceratops, fik vi set en stribe af dyr. Bavianer side om side med sykes marekat, fugle i alle verdens farver, vandbøfler, slanger, giraffer, zebraer og vortesvin. I kan vel forestille jer, at kameraet blitzede. Jeg antager, at vi opførte os som alle andre turister; vi tog kameraet frem hver eneste gang, vi fik øje på en bavian (for blot fem minutter senere ikke at reagere på dem overhovedet, selv om de klatrede på bilen). Dyrene er overvældende. Men på den god måde. Der.er.så.mange. Og følelsen af at se store grupper bavianer, vortesvin, gnuer og giraffer får i hvert fald mig til at nive mig selv i armen og undre mig over, om jeg er dumpet lige ned i indspilningen af ’Løvernes konge’.

Frokosten? Den indtog vi ved et bord midt ude på savannen, og mens vores guide hyggede sig med indholdet af madpakken, kunne jeg ikke lade være med at kigge over skulderen over mod den flok vandbøfler, der befandt sig bare 100 meter væk. Følelsen af at sidde midt ude i den vilde natur var både skrækindgydende og euforisk på en og samme tid.

Spændte og trætte som børn efter deres første dag i børnehave blev det tid til at tage tilbage til vores lodge for aftenen. Første nat på safarien boede vi i bungalows på Bougainvilla Lodge, og jeg drømte om både løver og giraffer om natten.

Serengeti Nationalpark
Vi blev hentet tidligt om morgenen af vores guide. Det var virkelig en fordel at have samme guide under hele safarien. Vi begyndte dagen med at køre ud langs bjergkæden på Ngorongoro-krateret, hvor tågen lå tæt, og masaier vandrede mellem zebraer og geder. Efter nogle timers kørsel ankom vi til Serengeti Nationalpark. Smukke, flotte Serengeti. Nationalparken har fået sit navn efter masaiernes ord serengit, der betyder endeløse sletter. Og det var præcis, hvad det var – endeløst.

Ved I, hvad en gnu er? Det vidste jeg også, inden vi ankom. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi ville få mulighed for at se så mange. Langs vejene, på de åbne vidder, blandt træer og buske. Vi så tusindvis af gnuer – for ikke at tale om millioner. Og det var en fantastisk følelse at se disse flokke strejfe henover sletterne. Ud over millioner af gnuer fik vi også lov at opleve zebraer, giraffer, løver, geparder, ørne, vandbøfler, elefanter, flodheste, krokodiller, storke, leoparder, gazeller, gribbe, vilde hunde, hyæner. Ja, listen kan (præcis som landskabet) gøres uendelig lang.

Efter en hel dags kørsel var det tid til at tage til The Camp. Stedet, hvor vi skulle tilbringe vores nætter, midt ude på savannen. Og på vores camp var teltene store, sengene havde myggenet, og de mennesker, der var ’udstationeret’ på camp’en, kogte vand, hvis man ville have et bad. Der var også et spisetelt, hvor der blev serveret morgenmad og aftensmad. Og hvilken oplevelse det var at sove i teltene. Hele natten hørte vi hyæner, løver, zebraer og gnuer. Gnuer, som rev græsset op og gumlede på det lige ved siden af teltet. Det var en oplevelse, der gjorde, at jeg følte mig i et med naturen. En oplevelse, der er svær at overgå.

Ngorongoro-krateret
Sidste dag på vores safari stod der Ngorongoro-krateret på skemaet. Vi stod tidligt op denne morgen og begyndte vores tur, mens vi beundrede Serengeti i solopgang. Og efter nogle timers kørsel kom vi frem til det kæmpestore krater, og efter et stykke tid i bilen begav vi os nedad. Serengeti bød virkelig på mere, end vi nogensinde havde kunnet drømme om, men der var et dyr, vi stadig havde på vores liste…. Et af The Big Five. Nemlig næsehornet.

I det kæmpestore krater skulle der være 26 næsehorn. 26 styks og de skulle være meget svære at se. Ikke på grund af deres størrelse, nej, for de er jo ret store af statur, men på grund af deres skyhed. Men det lykkedes os at se fem. 5!!! Jamen, sikke mageløse dyr. At se dem vandre over jorden to og to, ved siden af både løver og elefanter, gjorde, at vi standsede bilen og stod stille i næsten en time. Selv vores guide var overrasket over at se dem, så han fiskede sit gamle kamera frem og knipsede løs. Ligesom os andre.

Og så kunne vi krydse næsehornet af på vores liste, vi var lykkelige.