Årets mest romantiske brudgom

Hey, mand! Kridt skoene, hvis du vil være med i kampen om at blive ’Årets mest romantiske brudgom’! Vi viser dig vejen.

Tekst: Winnie Korse Foto: BSSR / Shutterstock.com

Egentlig bør du, som kommende brud, slet ikke læse med her! Men du kan med fordel lade magasinet ligge åbent og lade ham ’tilfældigt’ opdage vores 10 knaldgode tips til at blive – ikke enhver svigermors drøm, for det er han formentlig i forvejen… Næ, ’Årets mest romantiske brudgom’. Og det står ham frit for at bruge listen som en ’to do liste’…

Alle ti ’bud’ er absolut velegnet til også at praktisere efter vielsen!

Pak sydfrugterne og ta’ til Marrakech
Lad for pokker bryllupsplanlægning være bryllupsplanlægning og ta’ en ultraspontan forlænget weekend i eksotiske og anderledes Marrakech! Lad jeres sanser bestorme af denne Aladdins hule og dens fantastiske virvar af boder med alt fra gebissælgere til slangetæmmere, frodige gårdhaver og labyrintiske netværk af gyder og stræder. Og nyd den pirrende flirt med det marokkanske køkken.

Det er TOP-romantisk at slippe ALT, hvad man har i hænderne og handle på impuls.

Norweigan flyver direkte et par gange om ugen – eller I kan flyve via Madrid. Rejsen kræver ikke visum, så som de siger hos Nike: Just do it!

Forelsket i København!
Tag din kommende hustru med en tur i ballongyngerne i TIVOLI og råb ’JEG ELSKER DIG’ af dine lungers fulde kraft, når I standser på toppen af København. Vis Gud og hver mand, hvor højt du elsker hende, dét er nemlig romantisk!

Og ballongyngerne? They rock! Inspiration kan eventuelt hentes i filmen ’Forelsket i København’ fra 1960.

Der skal to til tapas
Ta’ på tapasbar og nyd dette eksotiske måltid af små, delikate retter som I kan dele og sende på kryds og tværs hen over bordet. Og til sidst kæmpe kærligt a la Lady og Vagabonden om den sidste hvidløgsreje.

Yo, latino lover…
Slip den indre latino løs og ta’ hende med til en prøvetime i tango. Glem, I står i et svedigt danselokale i en baggård og drøm jer til en tangobar i en lille gyde i Buenos Aires og kroppe i lidenskabelig symbiose i en dans smækfyldt med passion.

Et hjerte af guld… og græs!
Slå græsset, men ikke som du plejer. Slå det, så der opstår et megahjerte midt på græsplænen. Og lade hende opdage det selv. Ligger der en halv meter sne kan du feje et hjerte i sneen. Bor I i lejlighed med vicevært, kan han måske købes til at gøre det…

If you’ve got it…
Du ser godt ud. Og har måske tilmed været ekstra flittig med træningen her op til brylluppet. Så hvorfor ikke vise det?! Og vise hende det?! Få taget en række professionelle fotos af dig, f.eks. i bar overkrop eller i en åbenstående skjorte. Og forær hende billedet over en god middag.

Morgenmad med det hele i sengen
Overrask hende med en lækker morgenmad på sengen (og husk at respektere, hvis hun er på kur). Masser af frisk frugt, Kushmi Te – og dig.

Jeg elsker dig – fra top til tå
Køb det outfit du allerhelst vil se hende i, fra top til tå. Og læg det i en æske på sengen med en besked om at hun skal iføre sig det hele og møde dig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, gerne ude i byen. Du sætter barren. Your Wish is My Command.

Vaskeægte bonderøvsromantik
Find den perfekte mark med nyhøstede halmballer og en solnedgang, der sparker bonderøv. Medbring et tæppe og en flaske Cremant Bourgogne Rosé (og glas…) og nyd så hinanden og den fantastiske solnedgang.

I Louboutin You!
Kvinder har noget med sko. Den kode skal der ikke et hold fra PET eller FBI til at knække. Og det behøver ikke være Louboutin med den karakteristiske røde signatur-sål…

Lav en sti med masser af tændte bloklys i forskellige størrelser og drys med rosenblade frem til f.eks. sofabordet, hvor her står en isspand med Champagne og æsken med sko. Og vent så på hun kommer hjem fra arbejde…

 Rigtig god fornøjelse!

Del gerne dine romantiske oplevelser med os på bryllupsmagasinet.dk eller facebook.


Hold styr på os