Raketbryllup og udsigt til stjernerne

brudepar

Alle vil have et specielt og mindeværdigt bryllup. Men nogle er villige til at gå lidt videre, de vil have et rumbryllup. Men er det muligt at gennemføre, og hvilke love gælder ude i universet?

Tekst: Jeanette Henriksson | Foto: iStock.com/sololos

Drømmen om at sige ja til sin elskede omgivet af millioner af blinkende stjerner kan snart blive en realitet. Indtil videre har ingen giftet sig i rummet eller i det mindste ikke, mens begge parter har været ude i rummet. Det nærmeste, man er kommet et bryllup i rummet, var, da den russiske astronaut Jurij Malentjenko giftede sig med Ekaterina Dmitrieva i 2003. På det tidspunkt var han ombord på den internationale rumstation fire hundrede kilometer over New Zealand, samtidig med at hun befandt sig i Texas.

Svævende bryllup
New York-fødte Noah Fulmor og Erin Finneghan er kommet nærmere et rumbryllup. De er de første, der er blevet gift i vægtløs tilstand. Brylluppet fandt sted den 20. juni 2009, da de svævede rundt i vægtløs tilstand i et modificeret Boeing 727-2000 fly. Det blev en stor nyhed i USA, og brylluppet blev overværet af alle de store nyhedsmedier. Tanken er dog, at man i fremtiden skal kunne gifte sig i rummet. Desværre kan man ikke tage alle gæsterne med, kun to-tre personer kan tage med og opleve den magiske stund sammen med brudeparret. Flere virksomheder er allerede begyndt at lokke med bryllupsrejser og vielser i rummet. Hvor langt, folk er parate til at gå her i Norden, er stadig usikkert.

Norden på ”rumkortet”
Den britiske milliardær Sir Richard Branson har planer om at lancere rumturisme og samtidig tilbyde vielsesceremonier i rummet. Og får han det, som han vil have det, kommer det til at ske inden for den nærmeste fremtid. Den virksomhed, han har grundlagt, hedder Virgin Galactic og har allerede to bookinger; et brudepar der vil giftes i rummet samt et par, der vil fejre deres hvedebrødsdage blandt stjernerne 112.645 kilometer over vores planet. Starten på disse rum-eventyr forventes at begynde i 2012 og med afrejse fra Kiruna, så rent teoretisk kan man forestille sig, at et rumbryllup vil finde sted der, hvor brudeparret skydes op fra Sverige.

Juraen
På internationalt plan er der allerede nogle nysgerrige par, der har forhåndsbooket et rumbryllup. Problemet lige nu er, at det kan vise sig, at juraen ikke helt kan følge med udviklingen. Vil et bryllup i rummet være gyldigt efter de ægteskabslove, der findes i Norden? Det er naturligvis et yderst kompliceret spørgsmål at besvare, og generelt kan man sige, at lovgivningen langtfra er sikker. For at få lidt klarhed over tingene, har vi henvendt os til de internationale jurister Selena Svilar-Ratkovic og Jessica Vasquez. De mener, at i de såkaldte ”common law marriages” i nogle af USA’s delstater er det tilstrækkeligt, at brudeparret indgår en ægteskabsaftale for at opnå et civilretsligt ægteskab. Et ægteskab i rummet skulle dermed teoretisk set være gyldigt ifølge en sådan ordning. I Norden er hovedreglen, at et ægteskab, der ikke indgås i riget, er gyldigt, hvis ægteskabet ifølge loven anses for gyldigt i den by, hvor ægteskabet blev indgået. Dette indebærer, ifølge de to jurister, at ægteskabet skal være indgået ifølge den lov, der gælder der, hvor ægteskabet indgås. Et ægteskab i rummet passer derfor ikke ind under de krav, der stilles i Danmark for gyldigheden af ægteskab indgået udenfor riget.

Ikke for alle
En rejse til rummet koster for privatpersoner mellem 110 og 140 millioner kroner. Den 14. november 2007 annoncerede rejsearrangøren Ving turistrejser til rummet for omkring 140 millioner kroner. Følelsen af vægtløshed og en udsigt over hele jordkloden er helt sikkert en fantastisk oplevelse. Men at opleve dette er naturligvis ikke en mulighed for alle brudepar, prisen for rejserne til vægtløsheden er for stor. Det kommer til at vare længe, inden rumbrylluppet bliver så stort et fænomen, at det skal reguleres med lovgivning. I øjeblikket er det for de flestes vedkommende bare en drøm at kunne rejse ud i rummet i store rumskibe i selskab med den, man elsker.

Allerede booket
Et japansk firma er allerede begyndt at tage imod reservationer fra par, der i bogstaveligste forstand vil tage det store skridt ud i det ukendte ved at rejse ud i rummet og love hinanden evig troskab. Den første vielse forventes at finde sted i 2011. Hvert par skal betale i omegnen af 2,3 millioner dollar for ceremonien, der bliver gennemført i 100 kilometers højde i et lille rumfartøj. Rejsen tager godt en time, og selve vielsen vil finde sted i løbet af de minutter, hvor man svæver i vægtløs tilstand. Bruden og brudgommen får mulighed for at medbringe en præst og to gæster på rejsen. Prisen inkluderer også en brudekjole og en bryllupsfest på landjorden samt logi, transport, fire dages obligatorisk træning og en live sending til venner og familie, der befinder sig i en ”ankomsthal” på Jorden. Virksomheden bag denne satsning, First Advantage, har lavet en aftale med Rocket Plane, der kommer til at udføre rumrejserne fra en rumhavn i  Oklahoma. På trods af at virksomheden er japansk, forventes de fleste kunder at komme fra Kina og Mellemøsten.

Først af sted
Det første par er Cindy Cashman og Mitch Walling. Cashman er en entreprenør og forfatter, hvis bøger har solgt i millioner af eksemplarer.
- Jeg kom på idéen i forbindelse med, at jeg mediterede. Jeg ville være den første, der blev gift i rummet. Efterfølgende har jeg forsøgt at gøre alt, hvad jeg kan for, at min drøm skal blive til virkelighed, siger Cindy.

Sin kommende mand mødte hun via et datingsite på nettet. Efter at Mitch Walling friede til hende, fortalte Cindy om sit lidt specielle valg af sted for brylluppet.
- Jeg blev virkelig overrasket. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive gift i rummet, siger Mitch.

Problemet omkring juraen er der dog stadig. Spørgsmålet om, hvorvidt giftermålet er gyldigt eller ej, er der stadig, eftersom ingen formelt kan erklære det for gyldigt ifølge gældende lov. Men Cindy Cashman og mange andre, som deler hendes drøm om et bryllup blandt stjernerne, bekymrer sig ikke om den slags. De mener, at spørgsmålet sikkert er løst, når de engang skal giftes. Man skulle jo mene, at når mennesker kan rejse ud i rummet, burde mennesker vel også kunne lovgive om, hvad der skal gælde derude i evigheden.

Udgivet 23-11-2009


  • Hele farvekortet

    Hele farvekortet

    Farvevalg er utvivlsomt en vigtig del af planlægningen, når man skal giftes, og her er der et hav at boltre sig i!

  • Sådan planlægger du dit bryllup

    Sådan planlægger du dit bryllup

    Når først du hikset JA! Og har tørret øjnene og ringet til mor, kan I godt begynde planlægningen af brylluppet.  Vi viser jer her, hvordan I prioriterer planlægni...

  • Hvor godt kender I egentlig hinanden?

    Hvor godt kender I egentlig hinanden?

    Hvor meget ved du om den du lige om lidt gifter dig med? Er I klar til at kaste jer ud i ægteskabet – eller er der ting, I bør få styr på inden…? Tag vores test – og s...

  • Små bryllupsgæster eller ej?

    Små bryllupsgæster eller ej?

    Små sukkersøde børn til brylluppet er jo altid nuser, eller?

  • Mielcke & Hurtigkarl – Vinterns bedst bevarede hemmelighed

    Mielcke & Hurtigkarl – Vinterns bedst bevarede hemmelighed

    Hos Mielcke & Hurtigkarl har de konstateret, at mange tror de har lukket om vinteren. Det har de skam ikke, tværtimod. Så måske er det her, i denne romantiske og meget...
  • Bryllupsnatten - fuser eller festfyrværkeri?

    Bryllupsnatten - fuser eller festfyrværkeri?

    Er bryllupsnatten i Top 5 over den store dags mest romantiske øjeblikke? Eller får vi den til at lyde federe end den er? Stiller vi simpelthen for urimeligt høje forve...

  • Bevar mig vel

    Bevar mig vel

    Mange tænker sikkert, at så stor en dag som ens bryllupsdag automatisk vil blive husket krytalklart fra ende til anden. Men sådan er det ikke nødvendigvis – og så er d...

  • Hvad gør I, når det uforudsete sker

    Hvad gør I, når det uforudsete sker

    Mangt og meget kan gå galt til et bryllup, men ro på. Der er heldigvis meget I kan gøre for at undgå ulykker – eller rette op på dem.

  • 10 stilarter, buketter & kager der matcher

    10 stilarter, buketter & kager der matcher

    Hvordan skal din brudekjole se ud? Hent inspiration i bryllupsmoden for 2012 og gør udtrykket fuldendt ved at matche buket og kage.

  • Something old, something new...

    Something old, something new...

    Nogle skikke og bryllupstraditioner går tilbage til tidernes morgen. Mens andre er kommet til siden, ja, selv for ganske nylig. Hvor Søren kommer de fra? Og hvad betyd...