Menu fra Schæffergården

I Schæffergårdens Restaurant Wohlert kan vi traktere både det lille selskab i en del af den lyse restaurant, men også helt op til 250 gæster, hvis hele restauranten inddrages. Uanset hvor på Schæffergården du beslutter dig for at byde dine gæster til bords, så er det altid køkkenchef Kristian Hansen og hans stab samt restaurantchef Ken Gerner Petzold, der med sikker hånd sørger for det høje og spændende niveau i gastronomiens verden.

Tekst: Helle Ratzau   Foto: Torben Åndahl

Alt kan lade sig gøre på klassiske festmenuer, men også på det fine fransk-nordiskinspirerede køkken, der passer så godt til årstidens allerbedste og friskeste råvarer. Du kan også sammensætte menuen selv, og du kan byde dine gæster på go'natmad. Valget er dit!

Vinkælderen er enestående, og Ken Gerner Petzold har søgt både klassikere, nye og spændende vine på alverdens vinmarker, der kan berede dig et gensyn med det velkendte og måske helt sublime, men også overraskende nye vinøse oplevelser.

Kammusling med havtorn som ceviche
En smuk og frisk forret med tynde skiver af kammusling i havtornjuice. Havtorn giver en syrlig smag af passionsfrugt, som står i skøn kontrast til stænk af spansk koldpresset olivenolie, som kradser lidt. Hertil pyntet med salturt og skovsyre samt friske rødløg. Virkelig en farverig og smagfuld start på en fantastisk aften.

mat 004

Rimet makrel med grønne jordbær i urteolie med kærnemælk og stenbiderrovn.
Med denne skønne mellemret hylder vi de nordiske råvarer og spidser smagsløgene en smule med salt og sart makrel.

mat 003

Frilandskalv med sæsonens grønt
Efter de to farverige og meget kontrastfylde forretter, er hovedretten mere mild. Vi foreslår dansk frilandskalv, som har stået frit på græs og hertil sæsonens grønt – foråret er oplagt til nye danske asparges og ligeså fine, nye, danske kartofler.

mat 001

Amedei chokolade dessert med både hvid og mørk chokolade og solbærskum på toppen.
Chokoladen er fra Italien – der er ingen tilsætningsstoffer, og det er ren magi til ganen med en kold og let sød skum af farverige bær. Her vist som solbærskum.

mat 002