Malaysia - Dit eget tropiske paradis

Er du i tvivl om, hvor bryllupsrejsen skal gå hen? Så behøver du ikke lede længere. Perhentian Islands i det nordøstlige hjørne af Malaysia er alt, hvad du nogensinde har drømt om – og mere til.

Tekst og foto: Jane Thomsen

”Jeg håber bare ikke, vi kommer til at kede os … Vi har jo aldrig prøvet sådan en strandferie før, og at dømme ud fra brochurerne er der ikke meget andet at lave på Perhentian Islands end at sole sig.”

Min mand er endnu dårligere til at ligge på en strand end jeg. Og lige nu sidder vi i en båd på vej til en af den slags øer, man kun ser i turistbrochurer. Øer, som altid skuffer fælt i virkeligheden. Men sådan er det ikke med Perhentian Islands. Efter en times sejlads fra byen Kuala Besut på Malaysias østkyst tjekker vi ind i et azurblåt himmerige. Bag os har vi lagt den danske vinter med al dens langsommelige, depressive mørke – og vupti – nu er vi her, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, hvor vandet er så indbydende blåt og stranden så finmasket hvid, at jeg med det samme får lyst til at hoppe i bølgerne. Vuggende på en badering og med min mand i hånden.

Azurblåt paradis

Perhentian Islands er en samling mindre paradisøer i Det Sydkinesiske Hav tæt på den thailandske grænse. Øerne ligger i det nordøstlige hjørne af det langstrakte land – en times flyvetur fra hovedstaden Kuala Lumpur - efterfulgt af en time i taxi og en time i båd. Det tilsammen gør, at Perhentian Islands ikke overrendes af turister, hvilket giver dig følelsen af at have fundet dit eget lille paradis. De små øer ligger i øvrigt så isoleret, at de fleste hoteller og guesthouses kun holder åbent fra slut februar til ultimo oktober, når vind og vejr gør overfarten til øerne muligt.

Og det er i den grad muligt, da vi ankommer til Perhentian Besar – en ø, der ikke er kendt for sit vilde natteliv, men derimod for sin tilbagelænede stil, sine koralrev og sin ro. Vi har bestilt en bungalow på Perhentian Tuna Bay Island Resort med udsigt over vandet og med en lille terrasse foran. Her får vi de næste fire dage og aftener til at gå med at snakke om løst og fast, mens blikket nyder synet af solen, der går ned i horisonten – med kokospalmernes brede blade og høje stammer som grønt pynt.

Den første gang

”Snorkling er som sex. Første gang er du nervøs, men det er stadig det bedste, du nogensinde har prøvet …”

Skiltet hænger foran hotellets lille bod med dykker- og snorklingsudstyr. For dem med mod på det store dykkereventyr er her masser af muligheder, og hver morgen sejler både ud til de bedste rev, hvor der venter dykning i verdensklasse. Hverken min mand eller jeg har mod på et dykkerkursus, så vi lejer et par snorkler og dykkerbriller for et symbolsk beløb. Det kan jo ikke skade at prøve. Og så sker det … også for os. Vi bliver forelskede. I små, farverige fisk, der svømmer rundt i vandet lige ud for vores bungalow. Det viser sig, at vandet ud for Tuna Bay Resort gemmer på et fantastisk, velbevaret koralrev. Blot 10 meter ude i det lave, varme vand.

Flydende meditation

Snorklingen viser sig at være den 3 uger lange Malaysia-rejses største oplevelse. (Eller måske nærmere kombinationen af Perhentian Islands azurblå vand, det kølende sand og den lækre mad samt koralrevets farvestrålende fisk). Snorklingen er nærmest meditativ. Med hovedet under vandet hører vi kun havets summen og vores egen vejrtrækning. Væk er hverdagens stress, tidstyranni og alt det, man liiige skal nå. Her er der bare os to, på jagt efter mødet med den næste gule fisk. Næste lille, stribede fætter. Næste store, regnbuefarvede vidunder. Det er en helt igennem fantastisk oplevelse at svømme rundt blandt hundredvis af fisk. Og der er intet, vi skal nå.

Snorklingen er så dragende, at vi helt glemmer nogle af øens andre aktiviteter, som at trekke tværs over øen gennem junglen eller besøge nogle af de andre strande, der ligger spredt rundt om øen, og som er totalt isolerede og ubeboede. Eller måske er det tanken om de krybdyr, man kan møde på vejen… blandt andet den dødelige palmehugorm og verdens længste kvælerslange samt forskellige øgle-arter.

En enkelt dag lykkes det os dog at smide snorklen og sejle til Perhentian Kecil, for at vandre op og ned ad Long Beach med bare tæer i det kridhvide, finkornede sand. Kecil har en helt anden backpacker-agtig stemning end øen Besar. Små grupper af unge hygger sig på små tavernaer med let, billig mad og med bål som gnitrende hygge. Vi drister os til en massage på stranden og en bid mad på en af øens lækre restauranter, før vi sejler tilbage til vores ”egen” ø.

Turens største øjeblik

Solen er på vej ned i horisonten. I morgen tidlig flyver vi tilbage til Kuala Lumpur – og så går turen kort efter til Danmark. Vi kan lige nå en sidste tur i fiskenes verden inden afrejsen. Min mand svømmer rundt lidt længere ude i revet end jeg, da jeg hører ham råbe:

”Der er en skildpadde! En kæmpe skildpadde!”

Og så uden for sæsonen. Hvad mere kan man ønske sig?

Mere Bryllupsrejser