Bryllupsrejse i paradis

Zanzibar er øen, som mange drømmer om at spendere deres bryllupsrejse på. Kridhvide strande, turkisblåt hav og stærkt krydret mad er virkelig paradis! Drømmer I om Zanzibar, er den her artikel til jer.

Tekst: Anna Storm  Foto: Anna Storm

Zanzibar har en utrolig smuk natur med kilometer efter kilometer af paradisiske strande. Her er de bedste bade-, dykke- og snorklingsmuligheder i Det Indiske Oceans krystalklare og varme vand. På Zanzibar finder I også Stone Town, som er med på listen over verdens kulturarv. Zanzibar er også kendt for sine krydderiplantager, sine mangroveskove og sit store antal kokostræer. Jeg flygtede fra det kolde nord en uge i februar og fik lov at opleve paradis på jord.

Man må næsten knibe sig i armen, når man efter en lang flyrejse ankommer til denne paradis-ø. Da jeg var hoppet af flyet og havde taget en taxi en times kørsel til øens nordligste spids, blev jeg mødt af 35 grader dejlig varm luft, 30 grader lækkert vand og en konstant blå himmel - og et endnu mere blåt hav. Det var så smukt. Jeg boede på charmerende Langi Langi længst mod nord på øen, og her føltes det mere, som om man var landet på Jamaica end i Afrika. På hotellet spillede de Bob Marley ud af højttalerne, og en fyr med dreadlocks og en farverig T-shirt hilste mig velkommen og meddelte, at han altid stod til rådighed, hvis der var noget, jeg havde brug for. Og så afsluttede han hver sætning med We love you eller Hakuna Matata.

 

Langi Langi – so nice, they named it twice
Og her på Zanzibar er livsstilen virkelig Hakuna Matata (der er ingen bekymringer, red.). Her bestod dagene af at ligge på solsengene ud mod havet, bade i det turkisblå vand, spise god mad, drikke frugt-drinks og vandre i timevis langs den kridhvide strand og bare mærke roen. Jeg og mine medrejsende brugte fem ud af seks dage på at gøre præcis det ovenstående og kunne ikke begære mere af livet. Ikke når naturen viser sig fra sin bedste side, ikke når selskabet er fantastisk, og ikke når menneskene på Zanzibar er af den venligste slags.

Stone Town & Prison Island
Men en dag tog vi på udflugt. En udflugt som ’Rastamanden’ (ja, det er fyren med T-shirt og dreadlocks) hjalp os med at arrangere. For at vi kunne få specialservice, som han sagde. Og vi brugte dagen med at tage til forskellige ’Spice farms’ og fik lært alt, hvad der er værd at vide om krydderier. En fantastisk oplevelse for Zanzibar er en del af de øer, der tidligere gik under fællesbetegnelsen ’Krydderiøerne’, og i dag er Zanzibar en af de førende eksportører af kryddernellike i verden.

Efter et besøg, hvor vi brugte tre timer inde i Stone Town (øens største by) med en fyr, der viste os markeder og bygninger og smalle gader, hvor man kunne købe smukke stoffer og smykker. En fantastisk by at besøge (trods de 40 graders varme, hvilket kan gøre gruset noget varmt). Men ligesom vi var ved at smelte helt væk, kørte vi ud til havnen og hilste på ’Rastamandens’ ven. En ven som havde båd og som førte os ud til Prison Island og kæmpeskildpadderne dér.

Og hvilken oplevelse! Så store de var! Vi fik vist, hvordan man fodrede dem, hvordan man fik dem til at stille sig op ved at massere dem under skjoldet, og vi fik også mulighed for at holde skildpadderne, som var cirka ti år gamle. Kæmpeskildpadderne kan blive op mod 300 år gamle, og det var en fantastisk oplevelse at få lov at opleve dem på så tæt hold. Efter en smule skildpaddekærlighed sejlede vi ud til koralrevene og afsluttede dagen med en fantastisk snorklingtur.

Ja, dagene på Zanzibar… Så tiltrængte … og det perfekte sted til en bryllupsrejse, der emmer af paradis.

zanzibar 013
zanzibar 012
zanzibar 010
zanzibar 011