Veni Infantino har arbejdet i branchen i omkring 30 år. Interessen for mode og design blev allerede vakt som teenager, og lige efter universitetet begyndte hun at arbejde med bryllups- og festtøj. Interessen og passionen for design kommer fra hendes italienske herkomst, siger hun, og interessen har fulgt flere generationer af familien. Efter en endt eksamen fra The London College of Fashion er hun nu endt som et anerkendt design-ikon verden over.
Tekst: Anna Storm Foto: Anna Storm
Jeg fik mulighed for at træffe Veni under The London Bridal Show og fik en hyggelig snak med hende, hvor hun fortalte om sin baggrund, design og den seneste kollektion.
Veni designer i dag kjoler og festtøj under mærket Ronald Joyce (Ronald Joyce er den britiske del af virksomheden Mori Lee). I 15 år har hun haft ansvaret for størstedelen af kollektionerne, og de forskellige dele af Ronald Joyce. Deres hovedkollektion, der bærer samme navn som virksomheden, er baseret på det traditionelle kirkebryllup.
Det traditionelle design får altid et moderne tvist, og selv om kollektionerne varierer fra sæson til sæson, ser vi en rød tråd af elegance og eksklusivitet over hele linjen. Den anden brudekollektion hedder Victoria Jane og henvender sig til brude, der ønsker lidt enklere kjoler. Kjoler uden store mængder applikationer og med enkle snit. De passer godt til brude, der går efter lidt lettere kjoler, til brude, der skal giftes i udlandet på en strand eller bare vil holde det simpelt. Ud over de to brudekjole-kollektioner designer de også en kollektion til brudepiger og en til brudens mor; denne kollektion bærer samme navn som designeren selv. Under vores møde spurgte jeg Veni Infantino om den nyeste kollektion for Ronald Joyce, som hun beskriver som en hyldest til 1920’erne.
- Stort set hele kollektionen er baseret på 1920’erne, og det er en meget anderledes kollektion i forhold til, hvad vi tidligere har lavet. En kollektion, der virkelig går hjem hos nutidens brude, for interessen for kjolerne har været enorm, siger Veni og smiler.
Det mærkes tydeligt på kollektionen, at den er inspireret af art deco og 1920’erne. Masser af blonder, frynser, perler og glimtende sten forgylder kjolerne, og vi ser en hel del nye detaljer, der vækker opmærksomhed. En af hendes favoritkjoler i den nye kollektion har små tråde med perler, der ligesom frynser skaber et bølgende look. En anden er dekoreret af et fint rudemønster af sten og har lange rækker af perler, som ligesom en halskæde dækker ryggen.
Til sidst spørger jeg Veni, hvad der definerer hende som designer, og hun svarer hurtigt, at hendes største fokus ligger på brudenes kroppe.
- Jeg vil designe kjoler efter pasform. En pasform, som skal passe til brudene og ikke kun til modellerne på en catwalk, siger hun.
Alle brude ser forskellige ud, har forskellige taljemål, højde og proportioner, og hendes bedste egenskab som designer er at tage hensyn til dette, når hun designer nye kjoler. Dette mærkes tydeligt, når man kigger på den seneste kollektion, her er stor variation på kjolerne, og vi ser kjoler med en tydeligt markeret talje, A-formede kjoler og kjoler med ærmer, som dækker den brud, der ikke har lyst til at bære en ærmeløs kjole. Her findes der med andre ord noget til alle, og det at tænke på både pasform og det, der trender, er virkelig et overbevisende koncept.

Se mere af kollektionerne: