Velkommen til bords

I dag er det mest normalt med små, runde borde ved bryllupsmiddagen. Men det er ikke sikkert, at det normale er det, der passer bedst til dit selskab. Vi tager en snak med direktør Heidi Elisabeth Fjellheim fra Losby Gods, hvor de afholder bryllupper stort set hver eneste lørdag året rundt.

Text:  Eva Alnes Holte Foto:  iStockphoto.com/Sisoje

– Jeg synes, det er så hyggeligt at give råd og vejledning om bryllupsselskaber, begynder hun.

– Ofte er parrene usikre på, hvordan de skal arrangere et betydningsfuldt selskab. Det skal både være socialt og morsomt og værdigt og stilfuldt på en og samme tid. Der er som regel også flere generationer med forskellige forventninger til, hvordan et godt selskab skal være.

Man bør tage flere hensyn end de visuelle, når man planlægger, hvordan bryllupsrummet skal se ud.

Runde borde
– De fleste bryllupsmiddage her finder sted med runde borde med et hovedbord til brudeparret og forældrene. Vi plejer at dække op til otte personer ved hvert gæstebord, og det er normalt med 6-10 lignende borde, altså 48-80 gæster.

Rummets midtpunkt er hovedbordet, der ikke er rundt, sådan at alle gæsterne kan se brudeparret. For gæsterne er det en meget hyggelig konstellation, særligt hvis værtsparret har sørget for et fint miks af borde med gæster, der passer sammen eller har noget tilfælles.

Små, runde borde virker mere uformelle end for eksempel langborde, men nogle synes, man mister følelsen af at være samlet til et fælles selskab, når man sidder ved forskellige borde, siger Fjellheim.

Hovedbordet som udstillingsbord med kun brudepar og forældre er hun skeptisk ved:
– Jeg tror, mange har set den slags på film og synes, det ser fint ud. Men middagen er ofte 4-6 timer lang, og så kan det slet og ret blive lidt kedeligt for dem ved hovedbordet at have så få at snakke med.

Jeg råder dem til at invitere lidt flere til at sidde med ved bordet, sådan at de også har det lidt sjovt. Hovedbordet kan også være rundt, men så er det sværere for gæsterne at se brudeparret, og det er jo synd.

Hestesko
Hesteskoformen eller U-formen på bordene er mere almindelig ved konfirmation og dåb, hvor der er færre gæster.
– Det bliver lidt voldsomt at lade 50 personer sidde i hestesko, siger Fjellheim.

E-form
E-formen på bordene passer fint til et bryllup med mange gæster og er mere social end hesteskoformen, fordi man sidder tættere på hinanden.

Langbord
Langbord burde være mere populært, synes Fjellheim.
– Når der er dækket op på et langbord, kommer wow-faktoren det øjeblik, man ser rummet, siger hun.

– Så er bordene bredere, og vi kan pynte dem mere overdådigt og flot med store kandelabre og generøse blomsterdekorationer. Jeg synes også, det er mere højtideligt og stiligt med et langbord, sådan lidt royalt. Desuden sidder gæsterne mere samlet og får mere end følelse af, at alle er med til det samme selskab.

Men også her er man afhængig af antallet af gæster. Hundrede gæster bliver for mange til langbord. Hvis langbordet er mere stateligt, kan der ske det, at det også bliver mere formelt og stift, og at gæsterne er hensat til kun at tale med sidemanden eller sidekvinden.

Praktiske hensyn
Hvis du skal have buffet til dit bryllup, bør du tage nogle praktiske hensyn. Det bør være enkelt for gæsterne at gå frem og tilbage fra buffeten.

Hvis der er så trangt, at gæsterne skal snige sig forbi hinanden, kan der ske det, at de ikke forsyner sig så meget, som de har lyst til.

Det er heller ikke behageligt at sidde klistret til bordet, fordi man hele tiden skal tænke på, at folk skal kunne komme forbi bag dig.

Faktisk er det vigtigt, at man sidder godt og ikke for trangt, uanset hvilken placering bordene har. I løbet af bryllupsmiddagen vil nogle formentlig få lyst til en rygepause eller smutte en tur på toilettet – eller blot opfriske læbestiften. Så er det bare bedst, at det er enkelt at forlade bordet, og at man slipper for at skulle forstyrre alle andre på vejen til at give plads.

Bordplaceringen
Der er altså fordele og ulemper ved de fleste alternativer, uanset om du vælger langbord, runde borde, E-formation eller U-form.

Det vigtigste er, at du uanset valget har tænkt bordkortenes placering nøje igennem, så alle sidder ved siden af folk, de forhåbentlig synes om og trives med. Bordplanen kan være en vanskelig nød at knække – med din slægt og min slægt som måske ikke kender hinanden og med flere generationer.

– Selv om det er lidt en kliché, er det faktisk en god ide at uddele engangskameraer, quizzer og vitser, som gæsterne kan underholde sig med, hvis snakken skulle gå i stå, lyder det fra Elisabeth Fjellheim.

Men der stopper værtsparrets ansvar – gæsterne må selv sørge for at komme oplagte og i godt humør til bryllupsmiddagen. Og det gør de fleste heldigvis!


Hold styr på os