Rehearsal dinner vs. brunch

Det er fantastisk at forlænge brylluppet, og det kan gøres på mange måder. Saml dine nære og kære til en rehearsal dinner aftenen inden brylluppet eller til en brunch dagen efter. Vi fortæller her om fordelene ved de respektive alternativer.

Tekst: Anna Storm  Foto: AdobeStock.com

Rehearsal dinner

Den amerikanske tradition med en rehearsal dinner vokser større og større i de nordiske lande. Det er et hyggeligt indslag at samle sine nære og kære aftenen inden brylluppet til en fælles middag. Formålet med en rehearsal dinner er, at gæsterne skal lære hinanden bedre at kende (måske er det første gang, nogle af dem mødes?) og på den måde opnå en mere afslappet stemning på selve bryllupsdagen. Ifølge traditionen lægger man middagen aftenen inden bryllupsdagen, men det kan naturligvis også være en mulighed at lægge en rehearsal dinner nogle dage inden brylluppet, hvis skemaet ellers ikke går op.

Det er op til brudeparret, hvordan selve middagen er udformet. I kan enten vælge en siddende middag på restaurant, eller I kan byde på snacks/pindemadder i en baggård. Her er ingen rigtige eller forkerte løsninger, brudeparret bestemmer selv. I bestemmer også, hvem I vil invitere, men følgende bør ifølge traditionen få en invitation; nærmeste familie og de, der på en eller anden måde er ekstra involverede i jeres bryllupsdag (forlover, brudepiger etc.)

 

Brunch

Hvis I gifter jer på et andet sted end hjemme, og har mange gæster, der kommer langvejs fra og overnatter på hotel/kro eller lignende, er det en god ide at invitere til brunch efter brylluppet. En brunch bliver den perfekte afslutning på jeres bryllup og en naturlig måde for alle at samles efterfølgende for at snakke om dagen og sige pænt farvel til næste gang. En brunch er en afslappet måde at omgås på, og det kan være skønt at mødes igen dagen efter, når spændinger og nervøsitet er forsvundet.

Overvej at have brunchen på en restaurant eller arranger catering til et bestemt lokale. En brunch dagen derpå er også den optimale lejlighed til at åbne gaver. Her kræves der nemlig kun lidt forarbejde; den gaveansvarlige skal sørge for at pakken allerede er lidt åbnet, når den når brudeparret, og skal også læse op, hvem pakken er fra. Når brudeparret så har åbnet pakken, er det en god ide, hvis der er en anden person, der skriver en liste over, hvem der har givet hvad. Det kan tage ret lang tid at åbne gaver, og det er derfor vigtigt at holde et højt tempo og samarbejde for at gøre gaveoppakningen til en hyggelig del af brunchen.

LÆS MERE


Hold styr på os