Dæk op til bryllupsmiddag!

Bryllupsmiddagen er så meget mere end bare en middag. Det er fundamentet til en fantastisk bryllupsfest og mange hyggelige timer med nære og kære. Fint porcelæn blandet med gennemtænkte dekorationer sætter en skøn ramme for aftenen.

Tekst: Anna Storm  Foto: AdobeStock.com

Under en bryllupsmiddag kan man som brudepar virkelig sætte sit personlige præg og fremhæve et særligt tema. Borddækning og dekorationer kan varieres i det uendelige, og uanset om du holder bryllupsmiddagen på en restaurant eller i et privat festlokale, er der meget, I som brudepar kan gøre for at gå fra ordinær til ekstraordinær.

Det første, I skal tænke igennem, er, hvad der allerede er i lokalerne, kontra hvad I selv kan bidrage med/skaffe. Holder I bryllupsmiddagen på en restaurant, kan I regne med, at porcelæn, glas, bestik og andre nødvendigheder allerede er på plads, og at personalet har ansvaret for dette. I sådanne tilfælde kan I koncentrere jer om kun at ordne dekorationer og bordpynt. Lejer I et lokale, skal I derimod selv sørge for, at der er rigeligt med service. Er der alt det, I behøver? Er der nok til alle jeres gæster?

Hvis man lejer et lokale, er det en god ide at tjekke, at man har en borddækning, der indeholder alle praktiske detaljer til den middag, man har tænkt sig. Tænk menuen igennem og lav en liste over alt det, der vil blive brug for. Hvis I lejer porcelæn, glas og bestik, så sørg for at have lidt ekstra, hvis uheldet skulle være ude.

 

Sæt tid af til borddækning og dekoration

En almindelig misforståelse er, at mange er alt for optimistiske, når det gælder den tid, man afsætter til borddækning og dekorationer. Det tager mange timer at dække bord til 75 personer. Så det gælder om at forberede så meget som muligt, hvis I ikke hyrer hjælp til dette. Forbered bordkort, lys i lysestager, servietter og sørg for, at have en skitse med bordplanen hængende, så alle, der hjælper til, kan se den. Vær også påpasselig med de små detaljer, såsom at tallerkenerne bliver placeret med samme afstand – det er de små detaljer, der skaber helheden.

 

Trends lige nu

Lige nu er det in med rustikt porcelæn, og helt overordnet satses der på genuine detaljer – mange brudepar vil gerne have mange naturmaterialer i deres dækning og dekorationer. Mange henter inspiration til deres borddækning fra amerikanske bryllupper. Her er det ikke ’less is more’, der gælder. Her er man generøs med detaljerne. Vi skandinaver er ret tilbageholdende, når det gælder bordpynten og har en tendens til at holde fast i klassisk hvid. Men der er så meget andet at vælge imellem end blot det! Lad dig inspirere af forskellige farver og implementer dine favoritdetaljer i borddækningen. Uanset om det er mos, perler eller roser. Vælg borddækning og dekoration, som passer til jeres personlighed og jeres bryllupstema.

 

Stil efter sæson

Blomster og grønt er for de fleste en vigtig ingrediens til en vellykket bryllupsfest, og der kan sæsonens blomster sætte præg på festen. Dette falder ofte naturligt, og vi ser flere pioner i forsommerens bordpynt og mere gran og levende lys under vinterbryllupperne. Ud over blomster og grønt varierer borddækningen ikke specielt meget fra sæson til sæson, også selv om vi kan se enkelte farveforskelle. Vi vælger for eksempel gerne lyse, pastelfarvede toner til sommerbryllupper og lidt varmere, roligere nuancer om efterår og vinter.

 

Tip til borddækningen

  1. Tænk nøje borddækning, dekorationer og festlokaler igennem i god tid og sørg for at have et separat budget til dette. Brug både tid og penge på sagen, så bliver festen endnu mere mindeværdig.
  2. Sørg for at have praktisk hjælp. Nogle festlokaler har personale, der hjælper til, men lige så ofte skal man arrangere det hele selv. Få gerne fat i venner og bekendte på dagen/i dagene op til brylluppet. De fleste synes, det er sjovt at få lov at hjælpe til med forberedelserne.
  3. Bestil bordkort, menuer og andre tryksager i god tid. Husk også at bestille blomster til borddekorationerne, når I bestiller brudebuket.
  4. Stræb efter at gøre borddækningen så personlig som muligt og lad den afspejle jeres stil og idealer. En festlig borddækning kan være enkel og højtidelig eller virkelig romantisk og boheme-inspireret. Lav et mood board med forskellige farvenuancer, materialer, planter og inspirationsbilleder. Benyt gerne Pinterest, forskellige magasiner, Instagram eller nettet til at samle inspiration. Tænk aldrig på, hvordan bordpynten burde se ud, men vælg med hjertet og følelserne. Og husk, det er altid en god ide at hyre professionel hjælp og få hjælp til det, man ønsker.

LÆS MERE


Hold styr på os