Brudens ordliste

Her gælder det om at få ord på de fantasier og drømme, som bruden søger at opfylde med sin kjole. Med en hurtig oversigt, som denne, skulle det gerne være lidt lettere at begive sig ud for at kigge efter den perfekte kjole.

Applikeret: En dekoration syet ”ovenpå” kjolen, for eksempel blomster.

A-snit: En kjole med A-snit går ind i taljen i en figursyning, og skråner ud i vidden fra taljen og nedefter.

Asymmetri: En kjole kan være asymmetrisk, eller have et ”asymmetrisk snit”, for eksempel ved at corsagen (se forklaring) er lang i den ene side og kort i den anden side.

Bleselæg: Meget smalt læg. Ofte lægges der en fyldtråd ind i lægget, som syes henover, så lægget ikke kan trykkes fladt.

Bolero: Lille kort jakke.

Brokade: En speciel vævning, hvor tråde er ”vendt” i stoffet, så der dannes mønstre i selve stoffet, uden at man kan mærke trådenes vendinger. Brokade vil som regel være kraftigere end almindeligt stof, og mønstret ses i spillet mellem matte og blanke flader.

Changerende: Når lyset falder på kjolen opstår der et farvespil i stoffet.

Chiffon: Et tyndt og lidt stivet stof, som falder glat og tungt, men ser let og luftigt ud.

Corsagekjole: Kjoler uden hverken stropper eller ærmer. Kan dog tilføres stropper, evt. som en halterneck (se forklaring), men er så teknisk set ikke længere en corsage. Corsagemodeller var specielt hotte omkring år 2000. Er ofte forsynet med stivere for at fremhæve barm og talje. Nogle gange som en todelt corsage top og nederdel – andre gange syet sammen. Giver fleksibilitet i valg af sammensætning, og hver del (corsagen og nederdelen) kan for eksempel bruges enkeltvist bagefter.

Crepe: Tyndt kjolestof med struktur og krøl-effekt

Dansestrop: En lille strop, som tages rundt om fingeren, som man kan holde slæbet oppe under brudevalsen.

Draperinger: Et helt kapital for sig! Stoffet er lagt i bløde eller skarpe folder, og samlet omkring eller ud et eller flere steder på kjolen – simpelthen svunget rundt om kroppen for at fremhæve de rigtige linier. Forvandler kjolen fra det enkle og simple til en succes, ved at få menneskers øjne til at følge kurverne rundt om kroppen. Kommer af det engelske ”drapes”, som betyder gardiner.

Duchesse: En speciel vævning, der er velegnet til brug for mange materialer, for eksempel silke.

Empire snit: Kjolen er skåret højt, lige under barmen. Er godt til at fremhæve lange linier, og har en visuel udglattende effekt, som kan være godt for en gravid brud, hvis hun ønsker at nedtone opmærksomheden omkring maven.

Halterneck: Strop bag om nakken, som holder kjolen oppe. Giver udseende af en længere hals, og kan være med til at understrege timeglasfacon.

Havfrue: En smal kjolemodel, der sidder tæt til kroppen helt ned til knæene, hvorefter den går ud i vidden.

Hvid: Hvid er ikke bare hvid, og faktisk er hvid slet ikke en farve! Når det så er skrevet, inddeles hvid i mange nuancer, for eksempel: Hvid-hvid, blå-hvid, brækhvid eller knækket hvid, elfenben, champagne, gylden, sand, beige, the, kaffe, cafelatte, rosa og flere.

Indsnit: Syning på stoffet, som giver facon – kan være brystindsnit, taljeindsnit osv.

Kam: Til håret, som sløret er monteret på.

Kastesting: Bruges til oplægning (for eksempel af kjolens nederst søm), så den er usynlig.

Marengs: Klæbrig kage af æg. Et udtryk for at kjolen er voluminøs, og ofte lavet af tyl og draperede stoffer, med en luftig krøllet effekt. Stor, fyldig kjole (tænk på prinsesse Diana!). Var noget af et fy-ord i 1990’erne, men er i dag på vej tilbage.

Organza: Tyndt, halvstift og gennemsigtigt stof, typisk af silke, men det laves også af syntetiske fibre. Falder i runde faconer. Kan bære sig selv.

Overfald: Et stykke stof, som falder blødt henover et andet stykke stof, som sidder tæt til kroppen.

Plisseret: Stof lagt i skarpe pressede læg på langs af kjolen, så lange linier fremhæves i et smalt look. Mystificerer en kjole og gør den spændende. Bliver mindre gennemsigtig af plisseer. Brugt meget i 1970’ernes brude- og festkjoler, og forventes at gøre det helt store comeback i 2008.

Prinsessesnit: En kjole med et snit, hvor tydelige syninger fremhæver flere lange linier i hele kjolens længde (dvs. begynder for eksempel ved barmen og går helt ned til anklerne).

Satin: En vævebinding, som giver stoffet et glat og blankt udseende, og en fællesbetegnelse for alle atlaskvævede stoffer. Den velkendte ”brudesatin” er en fed polyestersatin, som har et specielt flot fald. Satinvævning udføres i mange materialer – silke, bomuld og polyester, for bare at nævne nogle eksempler.

Silke: Et naturmateriale spundet af silkelarver, som findes i utallige afskygninger, lige fra thaisilke, som har en relativ grov struktur (som ca. koster 100 kr./meter), til silke Dupont, som har en meget finere struktur (og derfor koster ca. 800-900 kr./meter).

Skjold: Et stykke stof, som sidder under snøreryggen. Syet i flere lag.

Slæb: Ligger i forlængelse af kjolen bagtil, og er det, som giver ”gibbet” i kirken. Et populært ordsprog om slæbet går også, at det er det, som forhindrer bruden i at bakke ud af kirken og dermed ægteskabet! Er som regel lavet af kjolens materiale, for eksempel af samme blonde som kjolens top. Slæbet vil som regel kunne hæftes op (i en individuel løsning efter kjolens design), for at give bruden mulighed for at danse uden at få ondt i den arm, som ellers skulle bære hele slæbets vægt. Længden af slæbet kommer an på kjolens længde, men mange er lange ”fra fødslen”, af den simple grund, at det er lettere at forkorte et slæb end det er, at forlænge det. Længden spænder fra 30 cm og op til 2.5 meter.

Slør: Bæres i håret. Skal ifølge nogle eksperter helst være så langt, at det glider ned over kjolen og lidt ned over slæbet bagtil. Det betyder, at et slør er mellem 2 meter og op til 3.5 meter. Kan for eksempel være af brudetyl (som er finere end almindeligt tyl), eller af en let organza eller silkechiffon (som også er florlet).

Snit: Kjolens model og udseende. Kjoler kan godt blande snit i top og bund, så der er utallige kombinationer og variationer. En corsagekjole kan for eksempel godt være smal til knæene og vidde ud for neden.

Snøreryg: Hvis der er snører hele vejen ned af ryggen.

Stiver: I gamle dage af metal, i dag af plastik, som er syet ind i toppen, som giver faconen.

Stikning: En synlig søm uden på stoffet, som er valgt for at give en speciel effekt.

Stoffer: Beskrives ud fra to kategorier: Materiale (for eksempel bomuld, silke, nylon osv.) og vævning (for eksempel brokade, taft, tyl osv.). Der findes således kombinationer som silkebrokade, silketaft og silkeduchesse – alt sammen materialet silke i forskellige vævninger.

Stola: Det samme som et sjal, men ikke trekantet (heri består forskellen). Et rektangulært stof, som holdes hen over skuldrene.

Syning: Holder stofferne (usynligt) sammen.

Taft: En stiv vævning, som får stoffet til at virke sprødt. Vil som regel give stoffet et meget flot farvespil.

Trækkant: En kant, hvori der lægges en tråd, som trækkes sådan, at det giver en bølgeeffekt på et blødt stof.

Tungekant: Små bølger på kanten af for eksempel sløret.

Tyl: En gennemsigtig stormasket vævning, som oftest bruges til slør, men også til specielle effekter, samt til at give fylde. Tyl fås i mange afskygninger (stormasket eller finmasket, groft eller tyndt, osv.).

Wienerlæg: Et fladt dybt læg.