Vores japanske bryllup

Den elegante bil standser på gruspladsen foran Lofta kirke nord for Västervik. Brudens far går ud og åbner døren for sin datter, Anna. Fredriks forældre venter sammen med præsten uden for kirkedøren. Den sidste gæst er netop gået ind i kirken. Hvem skulle have troet, at kommende hr. og fru Ekman ville komme til tiden til vielsen. Pludselig udbryder Anna: ”Brudebuketten!” Annas far skynder sig ind i bilen og er væk i en fart. Bryllup på stand by. Men held i uheld, for så når fotografen lige at snuppe et par billeder uden for kirken.
Det var den 1. august 2009 og det var egentlig slutningen på den rejse som vi havde indledt året før, da vi forlovede os på Yasuragi Hasseludden i Stockholms skærgård. Det havde været et år fyldt af ideer, planer, telefonsamtaler, rejser og praktiske forberedelser. Et intensivt, men sjovt år, der nu skulle bære frugt.

Små, lette skyer svæver forbi på den klare blå himmel efter vielsen. Det er tid til fotografering. Både brud og brudgom er glade og fjollede, og fotografen har sit hyr med at få parret til at se ’alvorlige’ ud på nogle af billederne. På fotografens anmodning traver de i deres fine, nyindkøbte sko, ud midt i en mark for at få nogle lækre billeder i havren.

Vi er utroligt heldige over, at Fredriks mor er professionel portrætfotograf. Billederne fra bryllupsdagen er måske vores allervigtigste minde. Selv om det selvfølgelig er både godt og sjovt at have billederne fra gæsterne, kan de aldrig erstatte de billeder en professionel tager. Samtidig med fotograferingen ønskede vi at gæsterne skulle lave noget andet end den obligatoriske ’minglen’. Så en af vores gode venner afholdt kor-øvelser(!) i forsamlingshuset. Her øvede gæsterne sig i firestemmigt sang i middagens sanghæfte.

Da både vi og flere af vores venner synger i kor, var dette en naturlig del af dagen.

Den stilfulde 1700-tals herregård, Åkerholm, danner baggrund for gæsterne, da brudeparret kommer kørende i hestevogn med tospand. Da vognen kommer til enden af alleen, der leder op mod hovedbygningen, lader kusken hestene strække ud, og på den sidste del galoperer de. På trappen til hovedindgangen venter præsten endnu en gang, nu for at gennemføre den japanske bryllupstradition san-san-kudo. Brudeparret med forældre deler ceremonielt nogle skåler med sake - et symbol for at familierne nu er lænket sammen.

Eftersom vi mødtes gennem vore fælles interesse for ju-jutsu ville vi have et japansk tema. Ikke et japansk bryllup, men et tema - som en slags rød tråd. San-san-kudo blev et af de mest mindeværdige indslag i dette tema, lige som blomsterdekorationerne og den grafiske profil, som blev udarbejdet af Anna sammen med Fredriks mor. Profilen, hvor det vigtigste element var det japanske tegn for ’kærlighed’, gik igen i alt: indbydelser, kirkeprogram, borddekorationer, brudgommens tøj - og til og med i bryllupskagen!

Da den udsøgte 5-retters menu er afsluttet, mingler gæsterne i de smukke lokaler med vægmalerier fra 1700-tallet og stilfulde antikke møbler. Ved et hjørne af bordet sidder en gruppe gæster og serveringspersonale og synger firestemmigt. I et andet lokale serveres drinks med navne som ’Midnight Samurai’. Og for de der vandrer videre finder pludselig en strengekvartet som sidder og spiller. Flere og flere gæster samles her og det begynder at blive tid til brudevalsen.

Det perfekte bryllup kræver minutiøs forberedelse, men også en del held. At finde en strengekvartet skulle f.eks. vise sig at være sværere end ventet. Og da vi endelig havde fundet en, brækkede deres cellist håndleddet! Men alt løste sig, heldigvis. Ikke mindst maden. Cateringfirmaet var meget imødekommende og lykkedes ud fra vores valg at sammensætte en menu med japansk inspirerede retter og velvalgte drikke. Men det vi nok var allergladest for var det lille kor, der sang for os i kirken. Og som også serverede for os under middagen. Det var måden at få nogle af vores perifere venner med til festen og som virkelig bidrog til at dagen blev så vellykket.

Vi føler begge, at vores bryllupsdag var den lykkeligste og vigtigste dag i vores liv. Det bedste var, at vi havde sat os ned og skrevet en liste over, hvad vi ville have. Information til gæsterne er også vigtig. Vi lavede en hjemmeside om brylluppet og en mailingliste for hurtigt at kunne informere om nyt.

En af de ting vi fortryder var, at vi forsøgte at sy kjolen selv. For selv om Annas mor praktisk taget arbejdede døgnet rundt med kjolen, som Anna selv designede, så var det tæt på, at hele bryllupsprojektet crashede. Uden vores fantastiske familier var det aldrig lykkedes at ro alt i havn.

Klokken havde passeret to om natten og roen begynder at lægge sig over herregården. De hyrede chauffører (også nogle af de perifere venner) har kørt i fast rutefart mellem festen og vandrehjemmet og nogle har lejet værelser rundt omkring i herregårdsområdet. De nygifte finder sammen i et langt kys og begiver sig mod brudesuiten.