Bettina og Martin

Martin og jeg sov, traditionen tro, hver for sig, natten til den store dag. Eller vi var i hvert fald adskilt…for der var ingen af os der fik sovet særlig meget. Det var vist en god blanding af sommerfugle i maven, en larmende lillebror/forlover og en masse ting, såsom neglelakken på tæerne, der bare skulle være perfekte!
 
Vielsen skulle finde sted i Elmelunde Kirke på Møn kl.15.00. Jeg, bruden, sov hjemme i vores lejlighed i København, sammen med to af mine brudepiger, min mor og min bedste veninde Ines. Min morgen gik med at jeg skulle have sat hår og lagt make-up hos en frisør, inden turen gik sydpå, hvor der skulle skiftes til brudekjole, inden jeg sammen med mine tre brudepiger kørte til kirken.
Martin overnattede på hotel i nærheden af kirken, sammen med sin lillebror Kasper, der også var den ene forlover. Hans morgen bestod af nogle små praktiske, men vigtige ting, f.eks. afhentning af brudebuket og opsætning af blomster i kirken… og så selvfølgelig en masse nerver og en masse cigaretter til at dulme nerverne med!

Jeg husker tydeligt turen til kirken. Vi sad fire tøser i en lille hvid Mini Cooper, vi havde lejet til i dagens anledning, og jeg syntes at turen over til kirken tog dobbelt så lang tid som den plejer. Hvilket den faktisk også gjorde, da vi kom til at ligge bag ved både traktorer og en bil med båd på trailer, hvilket resulterede i at vi kom et kvarter for sent. Det kvarter er, ifølge Martin, de længste 15 minutter i hans liv.

Men vi kom frem og det hele kunne gå i gang. Min morfar, der skulle følge mig op ad kirkegulvet, stod klar i våbenhuset. Min morfar har altid været min helt store helt og manden i mit liv, så det var det helt rigtige, at det var netop ham, der skulle give mig væk til den mand, jeg skal dele resten af mit liv med. Nu var nerverne for alvor fremme i fingerspidserne.

Jeg valgte at koncentrere mig om at støtte mig til min morfar, eller nærmere støtte ham, da han er lidt dårligt gående, da vi gik op ad kirkegulvet. Netop det øjeblik, da vi nærmede os alteret, er et af mine absolut yndlings øjeblikke på den dag. For der stod Martin, mit livs kærlighed, og så fantastisk ud, med tårer i øjnene. Det var et stort øjeblik, som vi begge havde ventet på og set frem til længe. Specielt længe for Martin, syntes han, der mest af alt, det øjeblik da vi kom ind ad døren, følte en stor lettelse over at se os, efter at have været ved at gå til af nerver de sidste 15 minutter.

Vielsen husker jeg ikke meget fra, må jeg indrømme, for der kom nerverne for alvor tilbage. Jeg brugte rigtig meget energi på at forsøge på ikke at komme til at græde, men det var lidt svært, for når jeg kiggede på både Martin og min morfar, sad de begge med tårer i øjnene.

Vi fik efter brylluppet at vide af gæsterne, at præsten havde snøvlet og virket fuld under vielsen, hvilket ingen af os havde lagt mærke til, da det stod på - heldigvis. Nu er det bare noget, vi griner af når vi snakker om det…

Vi holdt festen i et gammelt forsamlingshus i samme landsby som kirken, hvor der også lå et lille bed & breakfast, hvor alle kunne overnatte. Efter kirken spadserede gæsterne til forsamlingshuset, hvor vi ankom efter vi havde været i Liselund Slotspark og få taget vores bryllupsbilleder.

Da mange af gæsterne aldrig havde mødt hinanden før, havde vi lagt meget arbejde i bordplanen, og det virkede til at være en succes. Der var rigtig god stemning og en masse trampen i gulvet og klirren på tallerknerne, der betød at Martin og jeg farede op og ned fra vores stole og under bordet for at kysse hele tiden. Det skal hertil lige siges, at det altså ikke er det letteste i verden at komme op og stå på en stol med sådan en stor kjole på. Vi blev begge også kysset mange gange af alle de andre gæster, hver gang en af os var på toilettet selvfølgelig…traditionen tro! Vi blev gift en dag, hvor Danmark spillede landskamp mod Sverige, så Martin blev løbende holdt opdateret af gutterne om stillingen.

Da Danmark vandt kampen, begyndte hele salen at synge ”Der er et yndigt land”, mens de flagede med dannebrogsflag. Der var bare super god stemning. Martin og jeg holdt begge taler for hinanden, og jeg prøvede på ikke at græde, men brød jo alligevel sammen til sidst i hans tale, da han citerede nogle linjer fra en sang, der betyder rigtig meget for os begge. Min mor holdt også en rigtig følsom og sjov tale, og det samme gjorde Kasper. Martins anden forlover var hans yngste lillebror Patrick, der på daværende tidspunkt kun var 12 år. Han spillede nogle numre for os på sin saxofon, hvilket bragte stor lykke hos alle gæsterne, og selvfølgelig også hos os.

Vi havde fået en vi kender til at lave vores bryllupskage, der var den lækreste kage nogensinde. Hun havde lavet til 100 mennesker, og på trods af at vi kun var omkring 70 mennesker i alt, forsvandt hele kagen på ingen tid. Efter middagen og kagen blev bordene ryddet væk, og så var det tid til cocktails og dans til den lyse morgen - hvilket det bestemt blev.

Vi fik dog selvfølgelig tid til at kaste brudebuketten, danse brudevals og få klippet Martins sokker inden midnat. Vi havde ikke nået at øve os på brudevalsen, så det blev på bedste beskub, men det gik godt og alle tog stor del i det.

Det var en fantastisk fest, nok den bedste fest nogen af os nogensinde har været til. Men det hjælper selvfølgelig også, at man er omgivet af alle de mennesker man holder allermest af. Det har været dejligt at høre efterfølgende, at mange af gæsterne har fortalt os, at det for dem også har været en af de bedste fester de nogensinde har været til. Det at de bare lige kunne gå over på den anden side af gaden og gå i seng gjorde festen så meget federe for dem.

Til sidst om morgenen var jeg godt nok træt. Jeg kunne slet ikke stå på mine ben længere og følte heller ikke jeg kunne trække vejret i kjolen længere, men der havde jeg også haft den på i 17-18 timer. Jeg måtte nærmest smide de sidste gæster ud… og der gik kun få timer før vi sås igen til brunch og gaveudpakning. Vi var nogle meget trætte, men også meget lykkelige mennesker, da vi omsider kom hjem i vores egen seng søndag aften… efter den bedste dag i vores liv!