Min bedste vens bryllup

Den kommende brud Christina Sørensen byder mig velkommen, skarpt forfulgt af hendes to ivrigt glammende hunde og den yngste datter Louise på otte. Der er knus og kram og ”kom ind, kom ind”. Den største af hundene, en yndefuld brun blandingsrace, har sat sig godt til rette på mit knæ, da jeg sætter mig for at tage støvlerne af. Jo, der er masser af varme herinde til trods for, at vinden stormer af sted udenfor og sender forårstemperaturen ned under to cifre. Kæresten gennem 18 år, Torben, giver hånd. Han er ved at åbne en flaske rødvin til tøserne, som udover hans kommende brud denne aften består af Christinas to nære veninder Birgit og Karin. Sidstnævnte præsenterer sig dog først som Mulle, for ”jeg ligner altså bare ikke en Karin,” siger hun. Og så er tonen lagt til en aften med masser af latter, for disse tre piger griner meget – ikke af, men med hinanden.

Christina, Birgit og Mulle er henholdsvis 36, 36 og 37 år, og på grund af den fortrolige, løsslupne stemning pigerne imellem formoder jeg straks, at de tre har kendt hinanden siden barndommen. Men nej. De er alle tre tilflyttere fra København og har desuden jævnaldrende børn, så børnehave og forældreforening er det fælles udgangspunkt, og venskabet stammer tilbage fra 2002, da Christina og Torben flyttede til området.

Vi bænker os ved bordet, hvor Christinas nybagte chokoladecirkel står og frister. Sandhedens time er kommet: Kan veninderne gætte, hvordan brylluppet den 30. maj skal løbe af stabelen, og hvordan bruden skal se ud? Mulle og Birgit ved godt, at parret skal vies i kirken for enden af vejen, for dér arbejder Christina som produktionsgartner, når hun ikke betjener kunderne i familiens livsstilsbutik ”Liebhaveriet”. Desuden, siger den kommende brud og peger på veninderne, ”ville pigerne aldrig have accepteret et bryllup på rådhuset.”

Men hvad med kjolen,
hvordan mon den vil tage sig ud?
– Christina bliver ikke nogen turboprinsesse, proklamerer Birgit og tager en tår af sin te.
– Det bliver ikke det store skrud, er jeg sikker på. Hun griner til Christina, som forsøger at se overrasket ud.
Mulle stemmer i.
– Nej, hende ser du ikke i nogen candyflosskjole med sløjfe. Men jeg er i tvivl om sløret. Tror du, hun tager slør på? spørger Mulle veninden.
Birgit er sikker i sin sag. Intet slør til den pragmatiske Christina, for det er slet ikke hendes stil. Mulle tøver alligevel lidt og beslutter sig så for, at Christina nok vil bære bare et lillebitte slør.

Men tilbage til kjolen – Mulle og Birgit er fuldstændig enige om, at Christinas brudekjole bliver helt uden dikkedarer, præcis som bruden selv: den bliver elegant, stilren og enkel, mener de samstemmende, dog skilles vandende omkring kjolens farve.
- Kjolen bliver ikke hvid, måske en knækket hvid eller beige, mener Mulle, men Birgit er ikke i tvivl: Torben vil få sig en kridhvid brud. Dog understreger hun den mest væsentlige detalje:
- Kjolen bliver fuldstændig enkel, der må ikke være noget, der generer - ingen bånd eller flæser eller noget. Den skal være praktisk, sådan er det.

Og hvad så med skoene?
– Hun kommer i flade sko, uden tvivl, siger Mulle.
– Vi ser hende ikke i stiletter, ikke noget med at tilte rundt i gruset.
Pigerne griner, da Birgit gætter på, at Christina nok tropper op i et par gummistøvler, for ”det kunne ligne hende!”
– I har noget dér, driller Christina.
– Jeg sidder her og får idéer.
Veninderne ruller med øjnene, og snakken falder på makeuppen og ikke mindst på brudens frisure den store dag. Mulle og Birgit har fundet ud af, at Christina skal styles af den lokale frisør, men hvordan stilen skal være, er de ikke klar over. Dog er en ting sikker: Christina bliver ikke majet ud til sit bryllup.
– Jeg har set hende én gang med makeup,” fortæller Mulle.
– Og jeg tror, hun lægger makeuppen selv, og det bliver meget lidt.
Birgit er uenig med veninden:
– Det formår hun ikke. Jeg tror, frisøren klarer både frisure og makeup.

Men med hensyn til de traditionelle fire ting: noget nyt, noget lånt, noget gammelt og noget blåt er de enige igen – Christina vil følge traditionen, for hun er dybt romantisk indeni og kniber en tåre, hver gang de taler om bryllup. Hun stortudede også på sin polterabend, fortæller de. På det punkt er der altså ingen diskussion, og man kan se på Christinas våde øjne, at veninderne har ret.

Så er vi nået til sidste spørgsmål i
bryllupsquizzen: Hvordan bliver festen?
– Ja, vi kan jo se på invitationen, at Torben og Christina har frabedt sig alle taler og sange, og det skal folk nok overholde, siger Mulle, mens Christina henter en invitation, så vi kan læse den smukt kursiverede skrift:
”Som altid, når vi fester, vil vi afvikle vores bryllup i en uformel, hyggelig og afslappet atmosfære.” Alle er dog enige om, at festen med de cirka 90 gæster ikke bliver kedelig.
– Vi har store forventninger, siger Mulle skælmsk, og Birgit nikker.

Har veninderne gættet rigtigt omkring kjole, udstyr og så videre? Christina smiler og slår ud med armene.

– Det tog mig ti minutter at vælge en kjole, og i forretningen så de helt forfærdede ud, da jeg sagde, at jeg skulle giftes om tre måneder, griner hun.
– Men jeg havde altså ikke tid før i vinterferien.

Kjolen bliver ganske rigtigt enkel. Lang, ingen bånd, flæser eller blonder. Og farven? Ja, den er som bryllupsdrikken – champagne. Da vi naturligvis ikke må tage kjolen i øjesyn, smutter Christina ud efter de nye brudesko. Champagnefarvede med lukket tå og kinahæl.
– Diskotekssko! udbryder pigerne straks. Dem kan man ikke vælte i. Birgit fik ret med hensyn til slør
– Det bliver der ikke noget af, siger Christina og rynker på næsen.

Og angående de fire hjørnesten?
– Det gamle tager jeg i hånden, det vil sige Torben. Det nye er tøjet, skoene og smykkerne. Det blå ved jeg ikke endnu, og det lånte bliver noget fra min søster, bare ikke hendes undertøj, griner Christina.

Festen? Ja, den bliver som forventet uformel med helstegt pattegris og festivitas i et stort telt i haven. Musikken har de endnu ikke styr på, ligesom Christina til venindernes rædsel heller ikke har fået en prøveopsætning hos frisøren endnu. Hun skal både lægge makeup og sætte håret i en enkel, høj frisure. Under indtrængende pres ser det dog ud til, at den kommende brud bliver overtalt til en generalprøve af både makeup og frisure. Men det virker som om, at udseendet ikke er et kardinalpunkt for Christina. Som hun siger med en tåre i øjet:
– Det vigtigste er, at jeg siger ja til Torben. For det har jeg lovet både ham og børnene. Laura læner sig smilende op ad sin mors arm, mens hundene i stuen ser ud til også at bifalde brudens beslutning.