Guld – fra smykker til mønter og tilbage igen

Et metal gør sig fortjent til den ”ædle” betegnelse, hvis det ikke anløber i luft og ikke reagerer kemisk med andre stoffer. En meget enkel måde at finde ud af om et metal er ædelt, er om det er pudsefrit – og det er guld! Aurum (navnet for guld på latin) er et naturligt forekommende grundstof, og er i dag blandt de mest brugte metaller i smykkeindustrien – næppe en overraskelse, når næsten samtlige kendte civilisationer de sidste 5.500 år har været begejstret for metallet. Så selvom prisen på platin ganske vist er højere, så har guld en meget længere kulturhistorie.

Forskellige farver
Guld fås i adskillige farver – den mest almindelige farve er den gule. Moden svinger oftest mellem hvidguld og gult guld, men der er faktisk ingen farvebegrænsninger på guld: Fabergé (guldsmeden, der lavede kostbare påskeæg til det russiske hof) var specielt begejstret for gråt og grønt guld. Det franske smykkehus Boucheron gør flittigt brug af sort guld, og så har firmaet deres helt egen patenterede variant: Chokoladefarvet ”Boucheron guld”. I det hele taget nævner mange smykkedesignere guldets farve som inspirationskilde – at metallet ligefrem beder om at blive udformet til dekorative formål.

Det reneste 24 karat guld (finguld) har en klar gylden-gul farve. Som regel blandes guld med andre metaller for at styrke guldets hårdhed, holdbarhed, og for at frembringe forskellige farver. Rosa, pink og rødguld får farven fra kobber – nuancen er afhængig af mængden af kobber; jo mere kobber, jo stærkere rød farve. I 18 karat rosa guld er indholdet som regel 75 % guld, 21 % kobber og 4 % sølv. Når man skriver ”18 karat guld” betyder det, at ”18 dele” ud af ”24 dele” er rent guld – de resterende ”6 dele” er andre metaller. Lilla guld får sin farve fra aluminium, grønt guld fra kobber og sølv, og blåt guld fra jern. Hvidguld får sin farve fra palladium (et hårdt, gråhvidt metal), med et efterfølgende rhodium-bad (et hvidligt metal med kraftig glans), evt. med tilsatte minimale mængder af platin (for vægten og holdbarhedens skyld). Hvidguld vil nogle gange have brug for en ”genopfriskning” af den hvide farve efter et par års brug af smykket – alt afhængig af hvordan man har opnået den hvide farve.

Guld er ikke giftigt, hvis man indtager det, og bladguld (meget tyndt guld, ca. 0.000127 mm tykt eller ca. 1/400-del af et hårs tykkelse) har været et foretrukket materiale i kunstverdenen – for eksempel til forgyldninger af religiøse ikoner i kirker. Desuden kan bladguld bruges til at dekorere mad.

Renhed – karat
Metallers lødighed/”renhed” måles i karat (hvorimod ædelstens vægt gøres op i carat stavet med ”c”). Jo højere antal karat, jo ”mere guld” er der brugt i smykket – 24 karat er det reneste guld, men er ikke altid at foretrække til smykkeproduktion, fordi det er blødt og ikke særlig slidstærkt. Jo renere guldet er, jo lettere bøjeligt er det, men det er ikke altid en fordel for fingerringe, der helst skal kunne klare, at man slæber indkøbet hjem! I Danmark arbejdes der oftest i 14 karat gult guld og 18 karat hvidguld – men både i nogle Middelhavslande og i visse arabiske lande er 24 karat den eneste acceptable standard, som der bruges til smykker.

I dag belønnes store olympiske sportspræstationer med guldmedaljer, Nobelprismedaljen er af guld, og Oscar statuetten og Guldpalmen fra Cannes filmfestivalen er alle belagt med guld. Vielsesringe fremstilles traditionelt i guld (og overvejende i gult guld), fordi metallet forbliver uberørt af luft og mange kemikalier. Fordi metallet symboliserer evigheden, fuldkommenhed og erkendelse, er metallet velegnet til brug i hverdagen, og symbolsk velegnet som en metafor for forholdet.