Skønhedsplan

Bryllupspar

Med Bryllupsmagasinets skønhedsoversigt husker du det hele. Manicure, plukning af øjenbryn og ansigtspeeling.

Tekst: Lotte Bach Hansen | Foto: Fotografiqa

Du skal selvfølgelig være dit allerskønneste jeg på din bryllupsdag. Men at se så toplækker ud, som man overhovedet kan, tager tid. Lang tid. Derfor er det en god ide at have lagt en slagplan i forvejen, så du ikke glemmer et eller andet vigtigt i kampens hede op til den store dag. Og husk, lækre tånegle og perfekte øjenbryn er mindst lige så vigtigt som borddekorationer og vielsesringe!

Bryllupsmagasinets plan er bygget op, så du kan følge den i ugerne og månederne op til din bryllupsdag. Holder du dig så nogenlunde til planen, kan det ikke gå helt galt.

Vær opmærksom på, at du skal sørge for at booke tid i god tid hos blandt andet frisøren. I det hele taget kan du lige så godt være lidt fremadsynet og bestille tid til både plukning af øjenbryn, manicure og det hele nu. Læs hele Bryllupsmagasinets skønhedsoversigt igennem og book tider allerede nu. På den måde er du sikret de tider, du gerne vil have, du kan koordinere alle aftalerne, og du slipper for stress, panik og uheldige nødløsninger i sidste øjeblik.

Tre måneder før brylluppet:
Hvis du har besluttet, at du vil tabe et par kilo inden dit bryllup er det nu, du skal i gang. Ifølge De Danske Vægtkonsulenter kan du tabe dig cirka et kilo om ugen, hvis du virkelig arbejder for sagen. Så hvis du går i gang nu, kan du godt nå at klemme dig ned i en størrelse mindre i brudekjole.

To måneder før brylluppet:
Husk at bestille tid ved din frisør til håropsætning i god tid. Det ville jo være ærgerligt ikke at få en tid, fordi du er sent på den. Lav også en aftale om, at du kigger ind hos frisøren en uges tid eller to før brylluppet, så I kan tale om, hvad det er, du ønsker dig. Måske er det også en god ide med en prøveopsætning, så I er helt sikre på, at I forstår hinanden.

En måned før brylluppet:
Hvidt i hvidt kan hurtigt blive for meget. Og er din brudekjole helt jomfruelig i farven, matcher det ikke, at du også er hvid som et lagen. Inden du går i gang med ”projekt chokoladebrun”, skal du dog først gøre dig et par overvejelser om, hvordan du vil få farve på kroppen. Vil du tage sol eller bruge selvbruner? Eller hvad med tan in a can?

Fordelene ved solarier er klare: Det er hurtigt, effektivt, og du bliver jævnt brun over hele kroppen. Ulempen er til gengæld også til at tage at føle på i form af en forøget risiko for hudkræft. Tager du i forvejen sol, har du nok allerede gjort op med dig selv, at den risiko vil du godt løbe. Men har du normalt ikke din gang i solcentre, må du beslutte, om du vil udsætte dig for den trods alt forholdsvist lave risiko, der er ved at tage sol i en måneds tid.

Selvbruner har ingen ubehagelige bivirkninger. År tilbage var der dog en vis risiko for at komme til at ligne en lille stribet tigermis, når man brugte selvbruner. I dag hvor nye selvbrunere, som ikke er så hidsige, er kommet på markedet, er den risiko ikke nær så stor. Selvbruner er også en billig løsning. Eneste ulempe er egentlig, at hvis din kjole er med udringet ryg, skal du måske have din tilkommende til at smøre dig lidt på ryggen. Ellers må du ty til den sidste mulighed for kunstig farve:

Tan in a can. På en salon bliver du oversprøjtet med en airbrush, som er forbundet til en lille kompressor. Du skal have to behandlinger, som derefter holder i syv til ti dage.

Hvis du har noget appelsinhud, du vil prøve at sætte ind overfor inden bryllupsnatten, er det også nu, du skal gå i gang. Der findes efterhånden mange produkter, du kan forsøge dig med. Prøv også en hamphandske for at få gang i blodcirkulationen. Og husk så, at masser af vand, sunde kostvaner og rigeligt motion er appelsinhuds værste fjende.

To til tre uger før brylluppet:
Er du blind som en muldvarp og har haft briller i mange år? Så kender du sikkert følelsen af, at brillerne er meget dominerende i dit ansigt. Måske var det en ide at blive en brille-løs brud. Vil du prøve kontaktlinser, er det vigtigt at forsøge sig i god tid. Dine øjne skal tjekkes i alle ender og kanter, for at optikeren kan hjælpe dig med at finde de rigtige linser. Måske skal du prøve flere forskellige slags i et par dage hver for at finde dem, der passer bedst til dine øjne. Og under alle omstændigheder er det en god ide ikke at have linserne på for første gang på bryllupsdagen.

Skal du have farvet hår eller have en permanent, er det en rigtig god ide ikke at få gjort det dagen før dagen. Kommer du ud fra salonen og ligner en anden Tom Jones, eller forstod din frisør ikke helt, hvad du mente, da du bad om diskrete røde striber, er det godt at have tid til at rette op på skaderne.

Ugen op til brylluppet:
Husk at få plukket og farvet øjenbryn og -vipper i ugen op til brylluppet. Det er en dårlig ide at trække for eksempel plukningen af øjenbryn til din kosmetolog tvinger dig på dagen. På den måde møder du bare op i kirken med øjne, der ikke er røde af bevægelse, men nyligt overstået smerte.

Bløde og hårløse ben er et helt kapitel for sig. Læs derfor artiklen om netop dette emne andetsteds i bladet.

Din bikinilinie skal selvfølgelig også være trimmet og i orden til bryllupsdagen – og ikke mindst bryllupsnatten. Lige meget om du skal barberes eller vokses er det en balancegang at gøre det på det rigtige tidspunkt. Du vil ikke være øm og rød på dagen, fordi du lige har fået ordnet bikinilinien, men du vil heller ikke have stubbe, fordi hårene allerede er ved at vokse ud igen. Her kender du dig selv bedst og må selv vurdere, hvornår det bedste tidspunkt er.

To dage før:
Giv dig selv en god peeling i ansigtet derhjemme i badet, eller tag en tur til kosmetolog. Det er sikkert også et super tidspunkt til en afslappende halv time med lidt nusning her midt i al stressen. Få eventuelt. også en gang massage, så du får løst op for stress og eventuelle spændinger ovenpå alle forberedelser og bryllups-stress.

Det er også tid til manicure og pedicure nu. Arbejder du meget ved et tastatur, er det dog en god ide at vente til fredag efter arbejde, så du ikke møder op med halvt afskallet french manicure lørdag i kirken.

Dagen før dagen:
Sørg for at give hele kroppen en god skrubbetur med hamphanske og skrubbemaske i badet. Især albuerne skal have en ordentlig tur og et tykt lag fed creme bagefter.

Læg også en god, plejende og afslappende ansigtsmaske. Så ses det ikke på din hud, hvis du har været lidt stresset den sidste uges tid.

Glem endelig ikke armhulerne, når du står under bruseren. Det vil være synd, hvis det første man lægger mærke til, når man bladrer i albummet med bryllupsbilleder om ti år, er hårene, der titter frem under dine arme.

På dagen:
På selve dagen skal du have lagt makeup og sat hår. Begge aftaler har du selvfølgelig lavet i god tid, og hvis du også har haft samtaler med frisør og kosmetolog, så I er enige om, hvad det er du går efter, skulle der ikke blive nogen problemer på den front på din store dag.

Udgivet 12-10-2007


  • Romantisk innovation

    Romantisk innovation

    Bryllupsdagen er en af de største begivenheder i mange pigers liv. Al fokus ligger på, hvordan vi ser ud og derfor er det vigtigt, at hår, make up og kjole sidder perf...

  • Fra top til tå

    Fra top til tå

    Uanset, hvordan man vender og drejer det: Når den store dag kommer, vil alles øjne være rettet mod bruden. Derfor er det ikke så mærkeligt, at alle brude ønsker at lig...

  • Let til brylluppet - Nutrilett

    Let til brylluppet - Nutrilett

    Hver fjerde dansker har været på slankekur inden for de sidste to åri, men det kan være svært at holde vægten nede, når kuren slutter. Nu kommer den populære slankeser...

  • Parfume - en duftguide

    Parfume - en duftguide

    En parfume dufter forskelligt på forskellige mennesker. Den parfume din veninde bruger og som dufter helt vidunderligt MÅ du bare have til din bryllupsdag. Men passer ...

  • Eventyrbrud anno 2011

    Eventyrbrud anno 2011

    Siri Eikemo, indehaver af salonen Innovativ i Oslo, fik i sommer opgaven at style bruden Aud til det som skulle blive et rigtigt eventyrbryllup. Vielsen fandt sted i U...

  • Sund, skøn og grøn

    Sund, skøn og grøn

    Bliv den smukkeste brud af alle med hud, der er sund, skøn – og grøn. Dr. Hauschka’s kosmetikserie er fri for parabener og kunstige tilsætningsstoffer.

  • Make up, hvor den holder!

    Make up, hvor den holder!

    Den skal kunne modstå stride kaskader af glædestårer og nervøsitetens små, salte svedperler. Og så skal den selvfølgelig være kyssefast som bare! Se her, hvordan du læ...

  • Spa eller spat!

    Spa eller spat!

    Er du en hyperventilerende bridezilla – eller er du tæt på at være det? For er du ved at få spat af alle de mange løse ender i bryllupsplanlægningen? Så tag lige en sl...

  • 3, 2, 1... Beauty countdown

    3, 2, 1... Beauty countdown

    Vis mig den brud, der ikke vil ligne 4 millioner og funkle som en diamant fra Tiffany’s, når hun går op af kirkegulvet. Og det kommer du også til – med de rette virkem...

  • Find parfumen der passer til dig – og din kjole

    Find parfumen der passer til dig – og din kjole

    Hvilken duft passer bedst til din kjole? Ja, det kommer an på, om du skal være glamourøs og ’vampet’, ’håbløs’ romantisk eller lige midt imellem.