Something old, something new...

Mon ikke de fleste brude kan recitere remsen ’something old, something new, something borrowed, something blue and a sixpence in your shoe’ i søvne? Traditionen med at bære noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt (og en kobbermønt i skoen) er i hvert fald en af de mest populære bryllupsskikke, måske fordi symbolikken er smuk og poetisk.

Bruden skal bære noget nyt, fordi hun er på vej ind i en ny periode i sit liv. Noget gammelt fordi det skal minde hende om sin forrige tilværelse. Lånt, og helst af en lykkeligt gift kvinde, der således repræsenterer den kreds bruden nu bliver en del af. Og blåt fordi den blå farve siden tidernes morgen har symboliseret uskyld, troskab og loyalitet. ’A Sixpence in Your Shoe’ er på dansk blevet til ’en kobbermønt i skoen’ som var en brugt skik i 1950’ernes Danmark, hvor man også brugte skikken med at spare op til sine brudesko i kobbermønter. Med en mønt i skoen kommer bruden ikke til at mangle penge, siges det. Kobbermønten eksisterer ikke længere, men blev erstattet af 25-øren, der dog ikke helt fik samme status.

I Danmark er det også almindeligt at bruden bærer noget rødt, der symboliserer kærlig og holder det onde på afstand.
Det forventes, at det er manden, der tager initiativ til frieriet og at det foregår på knæ. Og tre ud af fem mænd vælger stadig dén model.

At han skal ned på knæ har ingen egentlig historisk oprindelse, men skikken ligner i høj grad flere skikke og traditioner vi kender, bl.a. fra flere religioner, hvor man jo knæler under selve vielsesritualet. Riddere knælede, når de blev hædret af konger og dronninger – og i krig bukkede man som tegn på overgivelse og respekt over for den vindende fjende.

Hvert 4. år på skuddagen må kvinder fri – og siger manden nej koster det ham 12 par handsker eller silkestrømper. Skikken stammer fra 1200-tallets Skotland, hvor dronning Margaret stod bag det dekret, der gav kvinderne ret til at fri. Dengang slap manden dog ikke nådigt, hvis han sagde nej. Han måtte hoste op med 100 £ - eller det der i dag svarer til 64.600 kr.!

Bruden må ikke selv sy sin kjole. Det siges, at hvert sting hun selv syr i kjolen bringer en tåre ind i ægteskabet. Og gommen må ikke købe brudeskoene til hende, for så siges det, at hun vil løbe fra ham. Skoene må til gengæld gerne være gamle eller lånt.

Gommen skal  ifølge gammel skik, sørge for brudebuketten. Men måske en af de traditioner man godt kan se lidt stort på…

Parret sover hver for sig dagen før brylluppet fordi det siges at bringe uheld, at forlade det samme hus inden man tager af sted for at blive gift. I gamle dage boede bruden hos sine forældre indtil hun blev gift.

Det er en gammel tradition, at brudens forældre betalte gildet. For så kunne ungersvenden bruge sine surt opsparede skillinger på at få en god uddannelse og således forsørge sin brud.

Gommen ankommer først til kirken sammen med sin forlover, typisk en god ven. Bruden ankommer sidst til kirken med sin forlover, typisk hendes far. Forloverne har ingen juridisk betydning længere, men var oprindeligt vidner til brylluppet.

Traditionen med udveksling af ringe kan føres helt tilbage til 1300-tallets Norden, hvor ringene var tegn på, at her var indgået en aftale mellem to mennesker.

Riskastning er et tegn på frugtbarhed, et symbol på kimen til nye spirer. Og at kaste ’frugtbarhed’ efter brudeparret er en skik, der kan føres helt tilbage til de gamle romere og grækere, som overøsede parrene med en blanding af figner, dadler, nødder og småmønter.

At fugle bliver syge af at spise de rå ris er en myte! Ris opfører sig ikke anderledes i maverne på fuglene end frø og andet af det føde, de indtager.

Til festen
Til højbords sidder bruden med sin mand på sin venstre side. Til højre for sig har bruden sin far og til hans højre side – brudens mor. Til venstre for gommen sidder hans mor og herefter hans far. Før i tiden var resten af bordplanen dikteret af rang. Måske har du set Matador og hørt, hvordan man titulerede folk med titler, hr. Overretssagfører, osv. Sådan er det heldigvis ikke længere.

Talerækken til bryllupsfesten er
1. Værten byder velkommen og introducerer toastmasteren
2. Brudens far
3. Gommen (et unaturligt stort pres lægges herved på hans skuldre…)
4. Forlover
5. Gommens far
6. Bruden – dog frivilligt

Skikken med at få parret op at kysse er forholdsvis ny, nemlig fra 1970’erne. Gæsterne slår med skeerne på glas eller tallerkner og så må brudeparret op på stolen og kysse foran Gud og hver mand. Sidenhen er det også blevet til, at bruden skal vise sit strømpebånd, hvis hun bærer sådan et. Og en endnu nyere variant er, at alle pigerne rejser sig for at kysse gommen, hvis bruden forlader lokalet – og omvendt.

Brudeparret skal sammen skære det første stykke bryllupskage ellers forbliver parret barnløse. Det siges ligeledes at bringe ulykke, hvis ikke alle gæster spiser et stykke kage.

Brudevalsen skal danses samme dag som brylluppet, altså før midnat og danses til Niels W. Gades ’Brudevals’ fra Bournonville-balletten ’Et Folkesagn’. Det siges, at Niels W. Gade ikke selv mente han havde skabt noget ’værk’ og at August Bournonville måtte fiske noderne op af papirkurven hos komponisten.
Skikken med at danse før midnat menes at stamme fra 1800-tallet, hvor det var almindeligt at danse brudevals før midnat, hvor man skiftede status fra ugift til gift ved at få påsat konehue og mandshat.

Efter brudevalsen rives brudens slør i stykker. Jo mere ødelagt sløret er, jo mere lykke bringer det ind i ægteskabet.

Herrerne klipper gommens sokker i stykker, en tradition, der kan spores mange hundrede år tilbage og som siges at forhindre gommen i at gøre sine hoser grønne hos andre kvinder.
 
Brudebuketten kastes ud til festens ugifte piger. Man siger, at den der griber buketten bliver næste brud i rækken. Og vil du se hvordan det ikke skal gøres, så gå ind på Youtube.com, hvor du kan få dig et billigt grin over desperadoer, der vil slå ihjel for dén buket…!

Efter festen
At binde dåser og andet larmende efter bilen er en skik fra gammel tid, hvor man troede, at larm ville holde de onde ånder borte. Ligeledes ville det bringe lykke, hvis man bandt en højre sko efter køretøjet. Og det er jo i hvert fald ikke noget, der skader.

Gommen bør bære sin brud over dørtærsklen, som er et symbol på overgangen mellem brudens gamle verden og den nye, der venter hende. Ved at bære hende over hjælper gommen hende sikkert på vej.

Heldigvis er der også skikke og traditioner, der er gået i glemmebogen herhjemme. I gamle dage var ægteskabet først fuldbyrdet, når vidner kunne bekræfte, at en fysisk akt var gennemført på bryllupsnatten.

Morgengaven var kun tidligere bruden forundt og var ikke en luksus, men en forudbestemt sum penge som sikrede hende særeje, hvis hun forblev barnløs. Gjorde hun det var hun ikke juridisk i stand til at arve fra sin mand.

Tiden efter brylluppet kaldes hvedebrødsdage. I gamle dage var hvedebrød en nærmest uhørt luksus, som kun blev serveret ved særlige lejligheder, som f.eks. bryllupper.

Nye skikke herhjemme
Blandt nyere skikke og traditioner hører de såkaldte wedding vows, som du måske kender fra amerikanske film. Wedding vows er brudens og gommens løfter til hinanden under bryllupsceremonien og er et meget romantisk og smukt øjeblik, hvor man kan udtrykke sine følelser over for sin tilkommende. Lidt som vi kender det herhjemme i det, der forventes af gommens tale. Samme forventningspres ligger på disse vows.

Men wedding vows indgår også i mange religioners vielsesritual, hvor parrene holder sig til nedfældede standard-løfter. I det danske vielsesritual findes der noget lignende, idet vi jo lover hinanden ’at følges i medgang og modgang i hvad lykke den Almægtige vil tilskikke jer som ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad’.

I England kan disse vows spores tilbage til det 15. århundrede.

En brudeterne er brudens voksne hjælper og er typisk hendes veninde eller søster. Ternen rangerer højere end brudepiger eller bridesmaids, men er egentlig ikke en funktion vi har gjort det store nummer ud af herhjemme før Kronprinsesse Marys veninde, Amber Petty, var hendes terne til brylluppet i 2004. Ternen skal yde praktisk og følelsesmæssig støtte og kan evt. også holde gommens ring til bruden.

Traditionen menes at stamme fra romersk lov, der krævede 10 bryllupsvidner for at tage fusen på onde ånder, som man mente hjemsøgte bryllupper. Vidnerne var iført tøj, der var identisk med brudens og gommens, så ånderne ikke vidste hvem der blev gift.

Selv i det 19. Århundrede i England troede man på dette, hvilket er derfor man fra datidens bryllupsbilleder ser brud og gom bære samme tøj som gæsterne.

I Biblens kommer Jakobs to brude, Lea og Rachel, med hver deres terne.