10 stilarter, buketter & kager der matcher

Bryllupskage

Hvordan skal din brudekjole se ud? Hent inspiration i bryllupsmoden for 2012 og gør udtrykket fuldendt ved at matche buket og kage.

Tekst: Winnie Korse | Foto: ©iStockphoto.com/sjlocke

Kate Middleton
Vi kommer ikke uden om, at årets store royale begivenhed i det engelske kongehus vil inspirere mange kommende brude. Brylluppet var klassisk, elegant og tidløst og rummede al dét, der gør en prinsessedrøm, for mon ikke også Kate/Catherine, nu hertuginde af Cambridge, også har haft disse drømme?
Kjole: Kates kjole var designet af Sarah Burton for Alexander McQueen og bestod af Grace Kelly-inspireret livstykke med blonder, lange ærmer og satinunderdel.
Buket: Skal det royale look være gennemført vælger du en enkel og naturlig buket som Kates; liljekonvaller, hyacinter og ’Sweet William’ eller studenternellike.
Kage: Nok er buketten naturlig, men for det gennemførte royale touch vælger du en kagetype med schwung. Kagen pyntes med de blomster, du har valgt til buketten.

Tyl
Kjole: Hvorfor ikke træde op af kirkegulvet iført en drøm af en kjole med elegant corsage og skørt af brusende tyl?
Buket: Lad buketten bestå af hvidt i hvidt, f.eks. pæoner og roser i fuldt flor bundet i lille, stram buket med lange stilke. Eller sæt en blomst i håret i stedet for at bære buket.
Kage: Vælg en klassisk rund bryllupskage i etager dækket af marengsblomster eller roser. Igen holder du dig til hvidt i hvidt.

Blonde
Kjole: Som i Kates (ja, dén Kate…) kjole går blonder igen på mange af brudekjolerne for sæsonen 2012. Og det er ikke svært at se hvorfor. Blonderne er yderst elegante og man kan være bar uden at være for bar.
Buket: Vælg en helt hvid buket af roser eller en kreativ buket bestående af umodne, grønne kornaks eller lignende. Eller drop buketten og vælg i stedet en brystkorsage i smuk kontrastfarve.
Kage: Vælger du hvidt i hvidt bør kagen også være det, men sørg for at kagen er pyntet. Vælger du den kontrastfarvede brystkorsage pyntes kagen med samme blomst, men kun et par stykker. Resten af kagens pynt består af sukkerpynt eller lignende.

Fjer
Kjole: En fjer bliver til mere end 5 høns i bryllupsmoden 2012 – her er fjer overalt - og wauw! Buket: Vælg en type blomst, der har noget fjer-agtigt over sig. Det kunne f.eks. være en flot, fuldt udsprunget pæon eller krysantemum i forskellige nuancer af pink/lyserød eller hvid.
Kage: På marthastewartweddings.com finder du inspiration til en fantastisk kage, der ligner en stor krysantemum! ’Fjerene’ består af marengs og pryder hele kagen i et tæt lag. Effektfuldt – præcis som kjolen!

Kort
Kjole: De korte kjoler er tilbage og det kan man godt forstå, når man ser, hvor elegant det kan gøres.
Buket: En kort kjole signalerer mod og at du tør skille dig ud. Lad dig inspirere af Oscar de la Renta, drop buketten og hæft i stedet en korsageblomst i livet eller på hoften. Gerne i en farve med kapow. Du kan også vælge at binde en flot, stor og pangfarvet blomst om halsen i et stykke tynd ståltråd.
Kage: På Ron Ben-Israels site finder du inspiration til en fantastisk kage, der siger præcis det samme som den korte kjole. Find den i kategorien ’Romance’. Kagen består af både runde og firkantede former i etager, hvor den ene etage ser ud til at være tiltet! Pynt kagen med de blomster du vælger til buketten.

Klassisk med et twist
Kjole: Den klassiske brudekjole er ’prinsesse’ og ’marengs’ i ordenes absolut mest positive betydning. Men klassisk betyder ikke nødvendigvis hvid eller ivory.
Buket: Vælger du en hvid kjole, kan du vælge en buket af margueritter stramt bundet med hvidt silkebånd om stilkene. Eller en buket af hvide narcis og fresier.
Margueritten er en lidt gammeldags blomst, men som heldigvis har fået nyt liv efter Georg Jensens smukke Daisy-smykker igen er blevet populære.
Kage: På marthastewartweddings.com finder du en fantastisk Daisy-kage (marguerit) med lysegul icing pyntet med sukker-daisyer. Øverst helt tæt, i bunden enkelte steder. Kagen placeres på fad med fod.
Buket: Vælger du en sand-/pudderfarvet kjole, kan du vælge en enkelt buket af 2-3 dybrøde amarylis.
Kage: Hent inspiration hos weddingcakes.com i kategorien ’Lace & Beading’, hvor du finder en smuk, lys nougatdrøm! Pynt kagen med et par dybrøde amarylis.

Trompet
Kjole: Elegant er den ’trompet’-formede kjole med sit smalle snit, der ender ud i brus fra knæet og ned.
Buket: Vælg i stedet for buket en overdimensioneret blomst i kontrastfyldt pink, og placer den på siden af hovedet. Eller vælg en stramt bundet buket af pudderfarvede roser med ca. 25-30 cm stilk/håndtag.
Kage: Vælger du blomsten i håret er en hvid etage-kage enkelt pyntet med samme type blomst ideel. Til den pudderfarvede kjole kan du vælge miniature bryllupskage, altså bryllupskage i kuvertstørrelse pyntet med pudderfarvede roser.

Silhuet
Kjole: Er du høj og slank er en kjole med smal silhuet et fantastisk smukt syn. Og her kan man gå mere eller mindre minimalistisk til værks.
Buket: ’Something blue’, f.eks. en lille tæt bundet buket af lavendel og perlehyacinter. Eller minimalistisk i form af en buket hvide tulipaner uden bindegrønt eller et par hvide amarylis.
Kage: Vælg en minimalistisk kage med blå/lavendel-farvet icing og pynt med lavendler og perlehyacinter. Vælger du amarylis, så gå efter en hvid kage i etager, men uden alt for mange dikkedarer, og pynt med et par amarylis.

Kjole med lille ærme
Kjole: Har du det bedre med at skuldrene er let dækket af et lille ærme er der heldigvis også masser af inspiration at hente i en række skønne kjoler i bryllupsmoden 2012.
Buket: Vælg en lille, rund buket af stramt bundede hvide fresier – superelegant!
Kage: Vælg en klassisk hvid firkanten kage i etager, pyntet med sukkerkrummelurer og friske hvide fresier.

Sig det med farver!
Kjole: Ønsker du en kjole med instant wauw-effekt, vælger du en kjole med farve. Men altså ikke farve som en Fætter BR-OD af primærfarver!!!
Buket: Vælg en lille tæt bundet buket af gerbera med stilk i fuld længde og uden pyntegrønt. F.eks. lyserøde eller pudderfarvede. At buketten bindes uden pyntegrønt giver et langt mere moderne og elegant minimalistisk udtryk.
Kage: Genskab kjolens farve i kagens icing og pynt med den valgte farve i gerbera. 

Udgivet 21-11-2011


  • Hele farvekortet

    Hele farvekortet

    Farvevalg er utvivlsomt en vigtig del af planlægningen, når man skal giftes, og her er der et hav at boltre sig i!

  • Sådan planlægger du dit bryllup

    Sådan planlægger du dit bryllup

    Når først du hikset JA! Og har tørret øjnene og ringet til mor, kan I godt begynde planlægningen af brylluppet.  Vi viser jer her, hvordan I prioriterer planlægni...

  • Hvor godt kender I egentlig hinanden?

    Hvor godt kender I egentlig hinanden?

    Hvor meget ved du om den du lige om lidt gifter dig med? Er I klar til at kaste jer ud i ægteskabet – eller er der ting, I bør få styr på inden…? Tag vores test – og s...

  • Små bryllupsgæster eller ej?

    Små bryllupsgæster eller ej?

    Små sukkersøde børn til brylluppet er jo altid nuser, eller?

  • Mielcke & Hurtigkarl – Vinterns bedst bevarede hemmelighed

    Mielcke & Hurtigkarl – Vinterns bedst bevarede hemmelighed

    Hos Mielcke & Hurtigkarl har de konstateret, at mange tror de har lukket om vinteren. Det har de skam ikke, tværtimod. Så måske er det her, i denne romantiske og meget...
  • Bryllupsnatten - fuser eller festfyrværkeri?

    Bryllupsnatten - fuser eller festfyrværkeri?

    Er bryllupsnatten i Top 5 over den store dags mest romantiske øjeblikke? Eller får vi den til at lyde federe end den er? Stiller vi simpelthen for urimeligt høje forve...

  • Bevar mig vel

    Bevar mig vel

    Mange tænker sikkert, at så stor en dag som ens bryllupsdag automatisk vil blive husket krytalklart fra ende til anden. Men sådan er det ikke nødvendigvis – og så er d...

  • Hvad gør I, når det uforudsete sker

    Hvad gør I, når det uforudsete sker

    Mangt og meget kan gå galt til et bryllup, men ro på. Der er heldigvis meget I kan gøre for at undgå ulykker – eller rette op på dem.

  • 10 stilarter, buketter & kager der matcher

    10 stilarter, buketter & kager der matcher

    Hvordan skal din brudekjole se ud? Hent inspiration i bryllupsmoden for 2012 og gør udtrykket fuldendt ved at matche buket og kage.

  • Something old, something new...

    Something old, something new...

    Nogle skikke og bryllupstraditioner går tilbage til tidernes morgen. Mens andre er kommet til siden, ja, selv for ganske nylig. Hvor Søren kommer de fra? Og hvad betyd...