Bora Bora, perlen i Stillehavet

Bora Bora

Bora Bora er Stillehavets mest sagnomspundne og måske også smukkeste ø. At gå hånd i hånd med sin elskede langs de kridhvide sandstrande og samtidig skue ud over lagunen, som har et magisk skær i grønt og blåt, giver en følelse af at være i paradis. Ude ved revet slår de meterhøje bøljer så højt, at det hvide skum hvirvler op i luften. Inde ved stranden hersker stilheden. Det er måske ikke så mærkeligt, at Bora Bora med sine berømte bungalows – der ligger over vandet – længe har været filmstjerners og kendissernes yndlingssted at feriere

Tekst: Lars Wallin | Foto: Lars Wallin

Udsigten, når man flyver ind over øen, er storslået og næsten uvirkelig smuk. Langt dernede og midt i havet som en slags naturens fort ligger Bora Bora med sit beskyttende koralrev og sin lagune med det krystalklare vand. Hovedøen rejser sig dramatisk mod skyerne omkranset af kridhvide sandstrande, bugte og tropisk grønt. Når man er landet på den lille flyveplads på Motu Mute, så venter transport med båd til hovedøen, eller en anden motu, småø, inden for revet. Vandet er så klart, at det næsten ser ud, som om bådene svæver hen over i lagunen.

I over fyrre år har turister besøgt Bora Bora for at opleve de yderst smagfulde og eksklusive bungalow resorter, som på det ydre er bygget efter polynesisk tradition. Det gør, at de smelter rigtig godt ind i naturen samtidig med, at de indretningsmæssigt holder en høj standard. De fleste resorter på Bora Bora svarer til femstjernede hoteller. Der findes alternativer som bed & breakfast samt pensionater, men har I mulighed for det, så vælg en af de eksklusive og meget populære resorter. Det er jo trods alt jeres bryllupsrejse.

Intercontinental Bora Bora Thalasso & Spa Resort
Resorten ligger på Motu Piti Aau, der betyder to hjerter på tahitiansk og ligger øst for hovedøen. Stedet er en nybygget og femstjernet resort, som jeg varmt kan anbefale. Her har man satset på den traditionelle polynesiske arkitektur udvendig og topmoderne europæisk design indvendig. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje.

Indretningen i jeres bungalows er som en drøm. For enden af dobbeltsengen er hele væggen erstattet af et glasvindue, så man kan ligge og kigge direkte ud på lagunen. Fantastisk smukt. Stuen har en glasrude, så man kan se fiskene i vandet under sig. Her findes to plasmaskærme, et elegant badekar, Internet, telefon og en stor veranda at sole sig på. Et stort plus er de miljøvenlige klima-/køleanlæg, som er baseret på iskoldt havvand fra 900 meters dybde. Spa-anlægget er ligesom køkkenet af højeste klasse. De, som vil gifte sig anden gang på tahitiansk vis, kan gøre det i resortens smukke kapel eller på den lige så smukke sandstrand. Stedet arrangerer i gennemsnit to bryllupper om ugen. Ifølge deres general manager, Silvio Bion, så vælger europæerne og amerikanerne oftest at gifte sig på stranden, mens asiater foretrækker at blive gift i bryllupskapellet.

Øens oprindelige navn var Vavau og sidenhen Pora Pora (den førstefødte). Bogstavet b findes ikke i det tahitianske sprog. Deraf stavemåden. Det siges, at øen blev skabt af guden Ta’aroa, og at hun var den første klippe, som rejste sig af havet i tidernes morgen. Videnskabens forklaring er, at for cirka fem millioner år siden, rejste denne verdens smukkeste ø sig op af havet i forlængelse af et vulkanudbrud. Langsomt er øen ved hjælp af sin egen vægt sunket en smule tilbage i havet. Om yderligere et par millioner år vil koralrevet, som omkranser øen, være det eneste tilbage.

De første beboere på Bora Bora regnes for at være ankommet fra Tonga øerne omkring år 900 før vor tid. Langt senere, i 1722, ”opdagede” den hollandske søfarer Jakob Roogeven øen, og James Cook ”genopdagede” derefter øen i 1796. Øens krigere holdt stand helt frem til 1888, hvor Frankrig til sidst erobrede Bora Bora og grundlagde den første, faste europæiske kolonisation. Efter angrebet på Pearl Harbour besluttede amerikanerne sig i 1942 for at anvende øen som militærbase i Stillehavet, og man anlagde en flyveplads parallelt med revet på Motu Mote. De højeste punkter efter den udslukte vulkan er Mount Pahia med 661 meter og Mont Otemanu med sine 725 meter.

Øen er helt sikkert et paradis med alle tænkelige vandaktiviteter som jetski, dykning, kanosejlads med mere. Uden for revet er der mulighed for spændende dyk, hvor mødet med både skildpadder og hajer hører til normalen. Inden for revet byder snorkling på et farvestrålende skuespil, hvor man kan se fisk i alle mulige kulører. Andre aktiviteter på Bora Bora er eksempelvis ridning, som tilbydes af Ranch Reva Reva, udflugter med jeep med 4x4 Island Tours. Er man sulten efter lidt shopping, er det muligt at købe sorte perler flere steder på øen. Souvenirs finder du desuden i alle resorternes egne butikker samt på markedet og i butikkerne i Vaitape. Her finder du også en bank og hæveautomater.

Bora Bora Nui Resort and Spa
Beliggende på Motu To’opua vest for hovedøen ligger Bora Bora Nui Resort and Spa. Med det åbne hav foran sig og en junglelignende skov med klipper bagved har denne resort en af de absolut bedste beliggenheder. Vidste du i øvrigt, at der hverken findes edderkopper eller slanger på nogen af øerne i Fransk Polynesien?

Når man ankommer med båd, stiger man direkte ind i receptionen, som er bygget på vandet. Fra spa-afdelingen og bryllupskapellet, som ligger op ad bjerget, får man en vidunderlig udsigt. The Panoramic Iratai Restaurant er elegant og indbydende, men min favorit på hele Bora Bora er Le Tamure Grill, hvor gulvet består af sand og stemningen er af højeste standard. Præcis som på de andre resorter er der adgang til snorklingudstyr, jetski, kanoer og sejlbåde. Stort plus for deres bibliotek og adgang til computere med bredbåndsopkobling.

Bora Bora Lagoon Resort & Spa
På Motu To’opuas nordlige spids ligger Bora Bora Lagoon Resort & Spa. Deres spa-afdeling, som er delvist beliggende i trætoppene, er blevet udnævnt til top ti over den slags i hele Stillehavet, Australien og New Zealand inkluderet. De har endda satset på polynesisk stil rent indretningsmæssigt, og rundt om på det smukke anlæg finder man spændende skulpturer og statuer. Det føles næsten som at vandre i en botanisk have, når man går rundt blandt deres bungalows, som ligger på landjorden. Vælger man at bo på vandet, har man det krystalklare vand under sig og adgang til en hurtig dukkert fra egen badebro. En fordel ved denne resort er, at der regelmæssigt afgår både til byen Vaitape på hovedøen, hvor man blandt andet kan besøge det lokale marked, souvenirbutikker og bank m.m. Køkkenet med europæiske kokke er af højeste standard. Uanset hvilken resort, du vælger på Bora Bora, så kommer du og din elskede til at få en romantisk og aldeles vidunderlig bryllupsrejse. Bora Bora er perlen i Stillehavet, en perle som I kommer til at mindes hele livet.

Fakta:
Sprog: fransk og tahitiansk
Valuta: Polynesiske franc (XPF)
Hovedø: Vaitape med cirka 4.000 indbyggere
Befolkning: 7.300 indbyggere
Areal: Cirka 38 km2.

Udgivet 12-10-2007


  • Tenerife  - viva España!

    Tenerife - viva España!

    Du kender sikkert hans imponerende slotte fra TV’s primetime. Men Claus Agerskov kan også byde kommende brudepar og deres gæster velkommen i mageløse omgivelser på spa...

  • Den skotske hovedstad

    Den skotske hovedstad

    Har du lyst til en anderledes bryllupsrejse? Eller måske et hurtigt visit sammen med veninderne i en storby? Edinburgh er kendt som byen med det store hjerte. Og byen ...

  • 121212 - En bryllupsdag, der kræver noget helt specielt

    121212 - En bryllupsdag, der kræver noget helt specielt

    Hearts Rock på Hard Rock! Se her, hvordan I får et uforglemmeligt og helt igennem anderledes drømmebryllup den 12.12.12 - på Hard Rock Hotel & Casino Punta Cana i ...

  • With love from La Residencia

    With love from La Residencia

    At tage til Mallorca på sin bryllupsrejse er måske ikke det første man tænker på, men så kan I godt blive glædeligt overrasket. Middelhavets perle har en juvel på sin ...

  • Toscana for to

    Toscana for to

    Chianti vin, olivenlunde, dovne eftermiddage i solen, søde solmodne tomater, gamle skæve bygninger, firben der pusler i det tørre græs, gæstfrihed og fantastisk mad, d...

  • The Grand Mauritian

    The Grand Mauritian

    Med blidt bølgende sukkerrørsplantager og et mageløst turkisblåt hav som nærmeste naboer ligger The Grand Mauritian - et nyt luksus-resort og spa, der i al sin storslå...

  • Få de rigtige vaccinationer til bryllupsrejsen

    Få de rigtige vaccinationer til bryllupsrejsen

    Bryllupsrejsen er booket og I kan se frem til et herligt ophold, hvor I bare skal nyde hinanden. Men der er faktisk en del I bør tænke på, før I rejser. Og en vigtig t...

  • Barbados - det bedste af to verdener

    Barbados - det bedste af to verdener

    Hvad enten det er under planlægningen af vielsen eller som destination for bryllupsrejsen er Barbados noget dukket op i de flestes bryllupstanker. Efter en uge i dette...

  • Romantiske Riga

    Romantiske Riga

    Leder du efter et romantisk sted ikke alt for langt væk med smukke miljøer, charmerende restauranter og afslappende spa-behandlinger? Så behøver du ikke lede længere –...

  • Livet – og ferien – er for kort til dårlig mad

    Livet – og ferien – er for kort til dårlig mad

    De små lokale spisesteder, der serverer mad og vin, så cikaderne synger, er svære at finde, når kun vi har en uge på vores rejsemål. Så nu har Apollo sendt en ’sporhun...